Sten på Sten

København er bygget af mursten – her er deres historie.

Mursten under jorden

Man skal under jorden for at se de ældste mursten i København – ned til Absalons borg under Christiansborg.
Biskop Absalon skaffede teglbrændere til Danmark, da han fik opført Domkirken i Roskilde. Hans borg i Havn fra 1167 var bygget af kridtsten fra Stevns Klint, men det tilbyggede tårn blev Københavns første murstensbygning.

Læs mere om besøg på Christiansborg

Man siger at Absalon ikke mere har æren for at have grundlagt København: Ved udgravningen til den nye metrolinje fandt man spor efter en større landsby. Men når så meget af København er bygget med mursten, så har han alligevel noget at være stolt af. Den byggeglade biskop åbnede også op for udnyttelsen af Danmarks vigtigste naturresurse, leret.
Ler gemmer sig selvfølgelig også i jorden, hvor det blev aflejret i slutningen af istiden, da smeltevand fra ismasserne efterlod partikler sorteret efter størrelse.
I middelalderen var mursten kun for de fornemme bygninger – adelsborge og munkeklostre. Det største kloster i København var Gråbrødre Kloster. I restauranterne omkring Gråbrødre Torv kan man stadig se de hvælvede munkekældre, og mærke de store munkesten bag kalken.
Klosteret selv er væk.

Da munkene blev jaget væk ved Reformationen, tog konge, adel og borgere for sig af de fine byggematerialer. Man kan se nogle af munkestenene genanvendt i en mur i Skindergade (lige overfor Niels Hemmingsens Gade). Bag muren ligger haven til Elers’ Kollegium.

Forskellige formater

Kollegiets facade vender ud mod Store Kannikkestræde, hvor Regensen fra 1623 også ligger. Her er regensens mur til sammenligning. Fra da af blev murstensbyggeri mere og mere udbredt. I Danmark var det meste af skoven efterhånden fældet, så man måtte grave for at få byggematerialer. Handelen var også organiseret. Når skibene kom op fra Slesvig og Holsten var ballasten teglsten. Og København havde behov for mursten. Brændende behov kan man sige, for store dele af byen gik op i flammer i 1728 og 1795. Der var behov for noget at bygge af – og det måtte ikke være træ!

Dette billede er fra Søfartsmuseet i Flensborg, og viser hvordan stenene kunne stables.

Ude på landet kunne bønderne heller ikke finde træ til at bygge huse i tømmer alene. I landsbyerne brugte man ikke mursten. Mellem bindingsværket kom en blanding af komøg, strå og ler, der tørrede i solen.

Mursten til pynt

Da København voksede, blev der stadig større behov for mursten. Noget af det første der kom i de nye bydele var teglværker og mergelgrave. Navne som Lersøen og Lergravsparken fortæller om den tid, og Teglgraven i Sydhavnen startede som udgravninger fra Frederiksholms Teglværk.

I nogle perioder har murstenene været skjult, fx fra 1730 og frem. Københavns Domkirke og Byretten er bygget af mursten, men pudset over i den klassiske periode, hvor idealbygningen var det antikke tempel. Fra 1850’erne kommer murstensfacader på mode igen, og i den periode er Middelalderen blevet populær, så der bygges med skydeskår og klosterbuer når det skulle være fint. Fra 1870’erne forsvandt murstenene under stuk og svulstige dekorationer, hvor facaderne blev som prægtige teaterkulisser.

Læs om den udsmykkede by i 1880'ernes København.

I 1896 bliver målene for mursten standardiseret og de kommer atter frem til skue. Se bare Københavns Rådhus, Martin Nyrops festlige bygning, der også viser tilbage til middelalderen. Bevægelsen Bedre Byggeskik inspirerer i årtierne efter til byggeriet af ”murermestervillaer” i forstæderne.

Røde og gule mursten

I en periode var røde mursten dyrere end gule, så i brokvartererne er der huse, der er røde på forsiden og gule mod gården. Men senere blev farverne brugt for effekt – som i denne murdetalje fra Bispebjerg.

På toppen af selve Bispebjerg ligger Danmarks største murstensbygning, Grundtvigskirken, opført af 6 millioner gule mursten.
Idealet for moderne arkitekter i 1930’erne var betonbygningen. Men i Danmark var der umåde mange murere, så store dele af fx Bispebjerg er opført i mursten – i tidens funktionalistiske stil. Og heldigvis for dét, for det giver et godt indeklima i bygningerne.
Beton holdt sit indtog for alvor under byggeboomet i 1960’erne, hvor de gammeldags murere ikke kunne følge med efterspørgslen. Det rå beton-look blev hurtigt upopulært i offentligheden. På mange byggerier fra 1980’erne er betonen derfor beklædt med halve mursten, men man kan ret let se, at det nærmest er et ”murstenstapet” der er klistret på bygningen.
På Bispebjerg finder man også Hospitalet af rådhusarkitekten Martin Nyrop, og en unik bugtende murstensbygning fra 2003 med kælenavnet ”Slangehuset”. Det har Bjørn Nørgaard som arkitekt og er opført efter gamle håndværksmæssige principper.

I marts 2013 blev en af portene til Assistens Kierkegaard påkørt af en metro-entreprenør, der nær havde væltet muren. Den skæve portsøjle blev trukket op igen, og kunne repareres uden at den skulle genopbygges fra grunden.

Mursten til skue

Mursten af alle slags produceres stadig. Kirken i Avedøre og Skuespilhuset i København har fx helt unikke sten. Da Lundgaard & Tranberg tegnede Skuespilhuset, ønskede de en helt særlig facade og valgte derfor stenen Kolumba, der oprindeligt blev designet til museet Kolumba i Köln. De teglsten er specielle fordi de bliver fremstillet delvist efter gamle metoder. Manipulation med kulbrændingen giver farvespil og stenene er også længere end normalt. Netop den Kolumbasten, som Lundgaard & Tranberg designede til Skuespilhuset kaldes i dag Royal Playhouse i hele verden.

Her er en detalje fra en bagindgang til teateret.

Inde i selve teatersalen er teglstenene lagt forskudt af hinanden og skaber på den måde en grotte-agtig stemning. Stenene og deres varierende farver fremhæves yderligere af at blive belyst nedefra. Murværk er rykket helt ind i et af vores nyeste og fornemmeste bygningsværker.