Kolde øjne på kaos

Fra Tom Kristensens poetik for at skildre byen

I et manifest fra 1914 erklærer den 21-årige Tom Kristensen at han er tilhænger af miljøskildringer, som også belyser byens psykologi. Som forfatter med rod i byen tager han afstand fra naturskildringer og det smukke som ideal.

…

Og det er det, jeg vil have frem, en topografi og etnografi over byen København 1914, om forstæderne, om den gamle by, at der på det hjørne plejer at stå en avissælger, at der ligger et fint pissoir ude på Frederiksbergallé. Gadenavne huse, så enhver læser kan sige: Sé den kiosk der ligger på Vesterbrogade har han set på osv.

Men alt dette er ligesom det faste, det håndgribelige i byen. Man kan have lige så stor glæde af at se på det som af at læse mine eventuelle bøger. Der er en sten, der stadigt forandrer sig, som hvert øjeblik skifter udseende som skyer på himlen, og det er trafikken. Her sætter jeg min finger og siger: det er det centrale, nemlig bevægelsen, både i miljø og i psykologi. Det er denne bevægelse, som efter sigende slider ”anden generation” op – det vil jeg nu lade stå hen og rent ud sige, det er løgn; men hvad den derimod er skyld i, er den hårde skal, som en forfatter som Otto Rung eller som Johs. V. Jensen lægger uden om sig. Det er ikke et lune, når der står følgende beskrivelse af en baggård:

Ida stod med panden stemt mod ruden. Hun stirrede ned i den dybe, skumle gård. Ude i porten var tændt en grøn lygte. Der faldt et blegt grønt skær over portens trægulv. En politibetjent uden chakot kom hurtigt fra en kælderdør i gården. Han holdt begge hænder foran ansigtet, og blodet randt ud mellem hans knoer. Han bøjede sig over posten, der som en lang tarm ud fra den skidne mur. Vandet plaskede ned over hans mund.

Det kunne se ganske umotiveret ud, hvad det i og for sig også er, men det er jo også umotiveret, at der overhovedet eksisterer en baggård netop der. Det er en objektiv hård skildring af en grøn lygte i en port, en blødende politibetjent og en vandpost. Det har samme følelsesbetoning.

Denne brutale stemning kommer af, at man ville blive alt for hurtigt opslidt, hvis man så for meget og tog for meget del af hver ting af ”den store bevægelse”, som sker omkring os. Jeg tror, at en byskildrer skal have så meget kraft i sig og et så let bevægeligt temperament, at han kan græde over en lille pige, der bliver kørt over på hjørnet af Helgolandsgade og derefter le af en uformelig tyk bagerdreng på hjørnet af Colbiørnsensgade.

…

Uddrag af manifest, dateret Valby 12.9 1914.
Det citerede tekststykke stammer fra Otto Rung: Den sidste kamp (1904).
Hele manifestet er gengivet i: Mellem Meninger – En Tom Kristensen Antologi, Gyldendal 1993.

En tur i København 1896-1946, set gennem Tom Kristensens øjne.

En hilsen fra år 1914, hvor verden til gengæld ikke var gået af lave.