Søren Kierkegaard vs. Folkestyret

Indskrift på en grav: Dagspressen er staternes ulykke, »Mængden« det onde i verden. - »Hiin Enkelte«

Søren Kierkegaard prøver ikke på at gøre det nemt for hin enkelte, Han har nedfældet kritiske holdninger og knubbede ord om folkestyret. ”Martsrevolutionen” i 1948 fyldte ham med afsky, og det er tydeligt ud fra hans dagbogsoptegnelser.

Man kan ikke bare affeje Søren Kierkegaard som en underlig reaktionær statut, der sukkede efter enevælden. For han trykker på nogle af demokratiets ømme punkter. Forholdet mellem den enkelte og flertallet, mellem pressen og den offentlige mening, mellem medborgerne, der også er med til at bestemme over hinanden.

Her følger nogle spredte uddrag fra Søren Kirkegårds dagbøger – og til sidst en længere optegnelse.

Følg i hælene på Kierkegaard til flere artikler om ham i Vejviseren
Kierkegaard København Byvandring

Uddrag, opstød og udfald fra dagbøgerne 1846-1848

Den dag da pøbelen her i byen slår mig i hatten (og den dag er måske ikke langt borte) den dag har jeg sejret.


Herskesyg er mængden, og mener sig betrygget mod al gengældelse, thi hvor skal man få fat på mængden. - Det hvad vi kalder oppositionen her hjemme, lever endnu i den gamle sludder om, at bekæmpe regeringstyranniet. Når en politibetjent begår den ubetydeligste forseelse, hvorfor han oven i købet bliver straffet af foresatte, så bliver der alarm; men om publikum, mængden, pøbelen, den offentlige mening o.s.v. år efter år afstedkommer de væmmeligste afskyeligheder og misbrug af magten: ja, det tør oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe, at det er afskyeligheder, siden det er oppositionens afgud, der gør det, eller den ser det, men tør ikke påtale det, fordi den er fej. Når en mand nu om stunder udsættes for en lille forurettelse, men vel at mærke af kongen, af en højtstående o.s.v., så har alle sympati med ham, han er martyr. Men når et menneske dag ud og dag ind forhånes, forfølges, mishandles, åndeligt forstået, af mængdens og pøbelens og publikums o.s.v.s dumhed, nysgerrighed, frækhed: så er det aldeles i sin orden, det er ingenting.


Til sidst bliver hele verdenshistorien vrøvl. Man afskaffer aldeles handling; for så vidt der sker noget er alt begivenhed. Den magt, der er den stærkere handler ikke, ved ikke bestemt hvad den vil, siger det ikke bestemt - med mindre at der er nogen enkelt mand i spidsen, en hero. Nej som abstractum tvinger man in abstracto de svagere til at gøre noget, lidende - og dette bliver begivenheden. Man stormer mod slottet i Paris, en ubestemt folkemængde, som ikke ved hvad den selv vil, uden bestemt tanke. Så flygter kongen - og så er det republik. Vrøvl.

Herhjemme rykker en 15.000 mennesker syngende mod slottet. Man har forlangt et ministerium: Hvidt, nej, man har benyttet ganske ubestemte udtryk om at omgive tronen med folkeligsindede mænd; end mindre har man forlangt ansvarlige ministre. Så bliver Frederik VII altereret, gør Hvidt o.s.v. til ministre, til ansvarlige - og folket jubler, det er folkets sejr. Mig synes det er mere til at græde over, over al den umenneskelige fejhed, hvor der ikke findes spor af personligt mod.

Læs om de dramatiske martsdage i 1848 - og andre optog der skrev sig ind i Danmarkshistorien


I dette øjeblik må der naturligvis ingen opposition være, ingen modstand mod regeringen - og hvorfor? Fordi oppositionen er kommen til regeringen! Leve den menneskelige dumhed! Det kan man kalde frihed.


Det er som i en familie, hvor forældrene ikke have kunnet få børnene til at lyde - så siger forældrene: nu vel, så tag I kommandoen og lad os lyde, det går bedre. Og ved forældrenes respekt for hvad det er at lyde, går det virkelig et øjeblik bedre. O, men denne usandhed! Og den må dog til sidst føde en ulykke af sig.


Min hele betragtning af Danmark gør mit liv uhyggeligt her; der er noget uhyggeligt i at vide og være forvisset om et lands undergang, medens alle jubler ved tanken om en mageløs fremtid.


Endnu står de fleste med den gamle front mod konge, kejser, konferentsråd i stedet for mod mængden. Alt hvad mængden gør, den rædsomste grusomhed, det er godt, det er Guds vilje. Aldrig er nogen despot i Østerlandet blevet så servilt betjent og smigret af hofkryb, som »mængden« af journalisterne, af alle øjeblikkets mennesker. Og så kan man ikke forstå min lære om den enkelte. Ja, sagen er, man tør ikke.

Lang optegnelse: Om demokratiet

Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.

Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat: hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!

En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand, tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!

En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.

At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden, men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have, hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede. Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én.

kilde: A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975. Fundet via hjemmesiden nomos.dk

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Byens Bevarelse kom ikke af sig selv
Leveret tirsdag d. 22. august
Valentines Day 2017 vindere
Leveret tirsdag d. 14. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture

Gå på opdagelse i landsbyen, der ligger gemt midt i storbyen. Her oplever du det gamle Valby, fra Tingstedet og Nordisk Film til villaerne ved Søndermarken, og alle de historier der ligger der imellem.

Læs mere …

Leveret s�ndag d. 30. april Mærkater: