Kierkegaard og Corsaren – skandale i 1840’ernes sociale medier

Fejden mellem Hin Enkelte og det gemene grin startede litterært, men bredte sig til Københavns gader i de sidste år, hvor voldene endnu stod.

Kampen stod på ord og tegninger, da Søren Kierkegaard og Satirebladet Corsaren kom i klammeri. Læs en lidet opbyggelig historie om fordækte identiteter, ære, sygelig nærtagenhed, skæve bukseben og en strid mellem klassiske dyder og moderne manerer.


Mellem afsnittene: Nogle af de forskellige ansvarshavende redaktører - stråmænd som idealister - der figurerede på Corsarens titelblad over årene.

Den berømte fejde

Søren Kierkegaards strid med satirebladet Corsaren forløber i årene 1845-46 og er en af de mest omtalte litterære fejder i Danmark. Den begyndte med en anmeldelse og endte med bitre angreb og karikaturtegninger. Latterliggørelsen står som en kontrastfuld kommentar til filosoffens verdensberømte skrifter. Da der kun eksisterer få portrætter af Kierkegaard, er PC Klæstrups satire-skitser fra 1846 blevet ikoniske for Kierkegaards eftermæle.

Var Søren Kierkegaard sygeligt nærtagende? Var han offer for en regulær smædekampagne? Hvad var på spil i det opgør, der udspillede sig i København to år før enevældens endeligt.

I moderne sprogbrug kan man påstå, at Kierkegaard fik sig rodet ud i Danmarkshistoriens første shitstorm, og fik sit offentlige image smadret i datidens sociale medier. Det er også en alt for let måde at berette om omdømme og offentlig mening, dæknavne og drilleri i 1840’erne.

Læs mere om P.C. Klæstrup, manden der spiddede Kierkegaard og Danmarks første bladtegner.



1840’erne venter på Verdens Omvæltning

1840’erne ligger uendeligt fjernt fra i dag. Affæren udspiller sig i en by med 140.000 indbyggere og en endnu mindre intelligensia. Respektabilitet var hver mands herre – og hver kvindes herre, da de oftest ikke var personligt myndige. Det var en mellemtid mellem den stivnakkede landsfader Frederik d. 6. og Grundloven i 1849. Guldalderens elite gik op i titler, ordner og privilegier, og der var nøje ritualer for hvordan en præst, en oberst eller en kongelig minister skulle deltage.

Den konservative avis Dagen var ofte målet for Corsarens spot. Her er det spidsborgeren, der håber på orden og avancement. Bemærk Vor Frues tårn og Rundetårn til højre i billedet.

Læs i Vejviseren for 1845 om de komplicerede regler for rang, tiltaleformer og offentligt liv i perioden.

Datidens Europa blev regeret af konger, adel og bureaukrater, og magten krævede respekt. Nogle håbede på en fremtid med mere frihed. Andre frygtede fremtiden, og staten censurerede farlige ytringer. 1848 ville blive året, hvor revolutionerne skyllede over Europa og førte til oprør, krig, national begejstring, fyrsters fald og andre monarkers magtovertagelse. I Danmark ledte det til demonstrationer, Folkestyre og Treårskrigen mellem dansk og tysk i Slesvig-Holsten. Men alt dette lå i den frygtede og forjættede fremtid, mens Corsaren og Kierkegaard udvekslede giftigheder og bredsider i det herrens år 1846.

Endelig var det en tid med langt mellem nyheder og impulser, og hvor man kunne få meget tid til at gå med rygter, litterære intriger og tilbagevendende samtaler om det samme.

Perioden efter 1814 er blevet kaldt Guldalderen. Men det har været kedeligt at vente på fremtiden, uden meget adgang til nyheder. Så der har været tid til at gå op i småtterier, spekulationer og den blotte antydning af en skandale. Og på det punkt er perioden meget langt fra vores hyperstimulerede samtid.

Lykkeligvis var det almindeligt i datiden at udgive sine skrifter under pseudomymer – dæknavne. Så kunne man sandelig spekulere om, hvem der stod bag hvad. Sådan gjorde kvinder der skrev romaner, for det kunne man ikke stå ved direkte; sådan gjorde respektable borgere, der skrev stykker til teatrene, men ikke ville røbe deres griller; sådan gjorde Søren Kierkegaard, der benyttede sig af op til sytten forskellige navne, hvilket både kunne dække over hans privatliv og være en del af værkernes budskab.

(HC Andersen skrev under sit eget navn.)



Corsaren – sørøveren i andedammen

Ugebladet Corsaren var en åbenmundet og respektløs stemme i den københavnske idyl, som gjorde grin med borgermusikken, legede kispus med censuren og kommenterede bøger, teater og vejenes tilstand, rivaliseringer mellem andre medier.

Corsaren (en corsar er en kaper eller sørøver) var et blad med republikanske holdninger og respektløs, frisk og fesen satire og vittighedstegninger, der havde 3000 abonnenter - et stort antal i samtiden. Men bladet var ikke respektabelt. Faktisk blev ca. 20 procent af numrene inddraget af datidens censur. Hvilket også gjorde at, bladet dyrkede en ironisk tone, så det var svært at sætte fingeren på noget, det faktisk var forbudt at udtrykke. Fx roste Corsaren kongehusets storhed ved at fortælle om det imponerende antal skattyderfinansierede kongelige slotte. Det siges at ikke bare politiinspektør Reirsen læste Corsaren for at se om det skulle censureres, men endda at den dannede Christian d. 7. fik det til gennemsyn.

Meir Aaron Goldschmidt som 30-årig, hvor han havde lagt Corsaren bag sig.

Den drivende kraft bag Corsaren var den unge forfatter Aron Meir Goldschmidt. Han var tidligere blevet frakendt retten til at udgive, da han udgav Præstø Amts Tidende, Nestved Ugeblad og Callundborg Ugeblad. Så han måtte udgive gennem betalte stråmænd som ansvarshavende redaktører. En falleret urtekræmmer, en gammel søulk, en idealistisk stud. mag. Navnene på Ansvarshavende Redacteurer skiftede hyppigt, efterhånden om censuren fradømte den ene og anden retten til at udgive blad.

Imens skrev Goldschmidt det meste af ugebladet. Andre forfattere optrådte, og fx redigerede den unge litterat P.L. Møller bladet for Goldschmidt, mens han sad en dom af, og senere var på udlandsrejse. P.L. Møller var med på den æstetiske linje – bl.a. kritiserede han Johan Ludvig Heiberg – men han delte ikke Corsarens republikanske overbevisning.

Heiberg og hans mange kritikere. Søren Kierkegaard var bestemt ikke den eneste, der blev hængt til skue på Corsarens sider. Johan Ludvig Heiberg var smagsdommer og satirker med en skarp tunge, men han afholdt sig klogeligt fra at komme i klammeri med kritikerne.


Flammeskrift ved juletid

P.L. Møller var en rastløs litterat med høje håb for sin fremtid. Ved juletid 1845 udgav den lovende unge digter og kritiker et ”Æstetisk Årsskrift” ved navn Gæa. Blandt de mange bidrag er et litterært essay af Møller selv, hvor et par af Kierkegaards bøger blev diskuteret. Rammefortællingen foregik i digteren Carsten Hauchs hjem ved Sorø Akademi. Omtalen var overvejende positiv, men Møller kritiserer fortælleren i Forførerens Dagbog, som en person der er blottet for "Følelse. Forstand. Vilje, beslutning, handling, marv- og nervekraft - alt er gået op i dialektik, en steril dialektik, der hvirvler om et uvist centrum …" Søren Kierkegaard tog artiklen i Gæa meget ilde op. Han skrev et ætsende indlæg på fem kolonner i avisen Fædrelandet – under sit pesudonym Frater Taciturnus - hvor han angreb P.L. Møller. Og for at sætte trumf på, så identificerede han Møller med Corsaren. Ikke at Corsaren som sådan havde noget med det ætsende portræt af forfatterens alter ego at gøre. Måske fordi Corsaren symboliserede de uforskammede.

Måske er det, der særligt svider i artiklen i Gæa, en bemærkning om det ”kvindelige subjekt” i romanen Skyldig – Ikke Skyldig, der ”lægges på den experimenterende pinebænk”. Hvis det er det der lå bag, så er ligtornen, Møller træder på, Kierkegaards egen behandling af sin forlovede Regine Olsen, som mange mente at genkende i Forførerens Dagbog - som er den mest læste del af værket Enten-Eller. Det skriver Elias Bresdorff i 1962 i bogen Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard.

Det er faktisk en væsentlig anklage mod Forførerens Dagbog, at den unge pige bliver genstand for Johannes Forførerens projekt med at opdrage, vejlede hende og gøre hende til et projekt. Samtiden var også fascineret af, hvor meget fra bogen der havde baggrund i Kierkegaards faktiske forlovelse, og Johannes og Cordelias forlovelse i Forførerens Dagbog. Det skal dog siges, at virkelighedens Regine Olsen (senere gift Schlegel) ikke lod til at have taget skade af forlovelsen med den mærkværdige magister Kierkegaard.

Da fejden var i gang skrev Corsaren om at Frater Taciturnus (Kierkegaard) giver instruktioner i *hvordan man trainerer sin pige*, her illustreret af Klæstrup. I tekst og tegning fremstår fortælleren, der vil udvikle og opdrage den unge pige, mildest talt ikke som noget stort eller skønt menneske.

Det gik værre for P.L. Møller. Frater Taciturnus (Kierkegaard) gennemhegler ham i Fædrelandet, og hans håb om en akademisk karriere. Det er svært at forstå i dag, at det skulle være så farligt. Men sådan spillede klaveret i den sene Guldalder. Møller forlod i 1846 Danmark og døde 10 år senere i fattigdom i Frankrig. Han er senere erindret i romanen ”Det er svært at dø i Dieppe” af Henrik Stangerup, en forfatter, der selv søgte begejstringens, skandalens og eksilets vej.

I første omgang forbandt Kierkegaard ikke Goldschmidt med Corsaren, muligvis ud af sympati for den yngre forfatter. Kierkegaard var kongetro og konservativ og meget skeptisk over for demokrati og folkestyre, og havde kun foragt over for Corsarens holdninger. Af en eller anden grund valgte han alligevel at 1) rode Corsaren ind i sit opgør med Møller og 2) holde Goldscmidt ude af opgøret.

Men nu var fejden i gang. Og Goldschmidt kunne vel heller ikke lade Kierkegaard sammenblande Corsaren og en midlertidig skribent.



Da Frater Taciturnis udfordrede Corsaren og hvad siden skete

I sin bandbulle mod Corsaren (og Møller) udtrykte Farter Taciturnus/ Kierkegaard ønsket om ”snart igen at komme i satirisere over ham i et helt år”. Og det affødte en syndflod af bemærkninger, vandede vittigheder og særligt karikaturtegninger af den kendte forfatter, så han blev genstand for offentlig latterliggørelse. Det var da at P.C. Klæstrup tegnede Kierkegaard i sin karakteristiske silhuet.

Tekst og billede gik sammen i drilleriet. ”Frateren” skriver fx at man burde undgå at tale om Corsaren som man ”borgerligt bør undgå et offentlig fruentimmer. Og det refereres trofast i Corsaren, hvor den vandrende filosof, som en langbenet stork, søger at undgå en Brolæggerjomfru.

I det store og hele blev Kierkegaard spiddet for sit krukkeri, og for sit ønske om at være den, der taler og forklarer, og som har retten til sandheden. Og selvom ikke al satiren er lige frisk, så gør tegningerne deres virkning. Den vandreglade forfatter og filosof oplevede at blive til grin blandt sjovere og gadedrenge. For med tegningerne var det ikke kun det læsende og litterære publikum, der kunne more sig over ham.

Fra at være en person af et vist omdømme, og læst af dannede mennesker, blev han en let genkendelige gadegalning. Det er som om han "mistede nogle liv" og Kierkegaard blev en mere og mere bitter mand derefter. I løbet af striden blev hans talrige pseudonymer officielt identificeret som hans. Han blev med andre ord hevet af sin piedestal og ned i gadesnavset.

Er denne unge herre - fra en vignet i Corsaren - måske en af de *sjauere* som Kierkegaard beklager sig over kunne gøre sig lystige over hans person.

Latterliggørelsen nåede ud i alle hjørner af samfundet. Fx huskede Georg Brandes - der var fire-fem år gammel mens fejden stod på - at hjemmets barnepige havde advaret ham om at blive som Søren Kierkegaard, hvis han var uordentlig i tøjet. Det vakte dog Brandes interesse for Kierkegaard, og han blev en af de få af samtidens danske forfattere, som Brandes værdsatte.



Foragten

Kierkegaard mente at Corsaren kunne have sin plads i den litterære, hvis det ikke var Pøbelagtigt. Hvis det fx havde været distribueret til 2-300 dannede mennesker, og dermed ikke var nået ud til så mange. Og det er typisk for Kierkegaard, der havde et omvendt forhold til økonomi. Han formøblede sin temmelig store arv på udgivelser, rettet mod ”hiin enkelte”.

For det første var Corsaren en forretning – en publicistisk virksomhed. De efterhånden 3000 abonnenter gjorde Goldschmidt i stand til at tjene penge og forsørge sin far og sin næsten voksne søster. Han var ikke en rig arving eller højere embedsmand, der kunne lege med at skrive magasin i sin fritid.

De 3000 abonnenter var ikke pøbel, men det nysgerrige og læsende publikum. Pøblen havde ikke penge. Men det fandt sin vej ud i alle hjørner af samfundet, hvilket Kierkegaards skrifter ikke gjorde. Det er ganske rigtigt unfair at angribe en forfatter på hans fremtoning og udstille ham til latter for mennesker, der aldrig havde læst hans bøger. Men Corsaren stod ret konsekvent på de undertryktes side. Det kritiserede social uretfærdighed og gjorde grin med godsejere, der talte for retten til at prygle husmænd.

Corsaren gik op i praktiske forhold. Her er vignetten til en klagesang om dårlig gadebelægning på grund af stjålne brostene.

Corsaren udstråler også at være en sindstilstand og en mani. Hver fredag skulle der ligge et blad, der kommenterede alt væsentligt, omtalte udgivelser og sendte satiriske pile af sted i alle retninger. Det har været herligt og opslidende og krævet samarbejde og vågne nætter. Kierkegaard skrev selv i raseri, men ene mand, og udgav når han ville.

I sine uudgivne skrifter rasede Kierkegaard også over Goldschmidt som en ”pantejøde”. I andre skrifter udtaler Kierkegaaard sig om jøder – rent teologisk. Dog holder Kierkgaards rasende udladninger mod Goldschmidts oprindelse sig til breve og dagbogsoptegnelser.

Det var som to verdener der var kommet i strid her. Kierkegaard tilhørte enevælden, romantikken, de store tankers og geniernes verden. Corsaren tilhørte fremtiden, respektløsheden og den offentlige og uhæmmede debat, som vi lever med i dag.



Eftermæler

"Hverken Kierkegaard, Goldschmidt eller Corsaren vandt nogen laurbær på denne strid - men den kom til at give Kierkegaard martyrens tornekrone, som han ikke uden en vis tilfredshed smykkede sig ved" (Elias Bredsdorff, 1962).

(For eget vedkommende må jeg sige at skandaler er godt stof for en fortæller og byvandringsmand, til at tilføre blod og galde til en fortid i behersket farvepragt).

I sine senere skrifter fremstillede Kierkegaard det som om han med åbne øjne gik ind i striden, og at han fuldstændig havde gennemskuet konsekvensen. Han fremstiller det som hans selvvalgte martyrium. Og det er en kolossal og forskruet efterrationalisering. I mellemtiden havde han glemt alt om at P.L. Møller var den oprindelige synder. Søren Kierkegaard havde ikke nogen idé om hvad en offentlig mening var. På det tidspunkt han skrev om sin strid med Corsaren, var Kierkegaard ved at opslide sine sidste kræfter på sit angreb på den danske lutheranske kirke, da han erindrede således.

Det er et dunkelt punkt, om Corsaren bare karikerede Kierkegaard, eller om dens tegner Klæstrup gjorde nar ad en faktisk fysisk skavank ved Kierkegaard, når den konsekvent tegnede ham med uligt lange bukseben.

Til tider rammer Corsaren plet. Her er Kierkegaard i Klæstrups streg, som geniet om hvem hele verden drejer.

Goldschmidt skilte sig i 1846 af med Corsaren og snart derefter med sine ungdommelige republikanske holdninger. Begge dele var blevet en hæmsko for drømme om rejser og socialt avancement. I den tilstundende konflikt med Slesvig-Holsten talte han ud som patriotisk dansk jøde, og han udgav et par vigtige romaner. Han erindrede – og fejlerindrede – også situationen. Han stillede ikke nogle betingelser, og dem som viderdførte bladet - mest som et vittighedsblad - vedblev ved lejlighed at gøre grin med Kierkegaard lige frem 1855, året hvor Corsarens udgivere kastede håndklædet i ringen, og Kierkegaard selv udåndede på Frederiks Hospital.

Goldschmidt får det sidste ord her i 1878, over 30 år efter fejden.
”S.K. er død. I mange folks øjne står han næsten som en helgenskikkelse med glorie om hovedet. Mange kunne desårsag ikke sætte sig ind i, at han i 1845 var en simpel dødelig der kunne fejle, ja have sin stærke lidenskab af egoisme eller forfængelighed, og at han med rette pådrog sig skarpe angreb, som igen på deres side gik over den rette grænse, mens folk nu tror at de var værre end de i virkeligheden nu vise sig.”

Illustrationerne er fra genoptrykket af Corsaren fra 1977-79. På det tidspunkt blev der udgivet atter et satirisk/kritisk tidskrift på et forlag af samme navn.
Anden litteratur
Elias Bredsdorff: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard (Corsarens Forlag 1977).
Peter Tudvad: Kierkegaards København (Politikens forlag 2004).

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Poetisk Pubcrawl på prøve
Leveret mandag d. 16. april
Tema om Besættelsen foråret igennem
Leveret mandag d. 9. april
Oversigt over byvandring.nu ture på Billetto
Leveret lørdag d. 3. marts
Det klassiske København
Leveret lørdag d. 3. marts
Thorvaldsens Grav
Leveret fredag d. 2. marts
C.F. Hansen i Altona
Leveret fredag d. 2. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture

Kan du følge med Kierkegaard i Københavns gader? Vi går på sporet af den flygtige filosof og forfatter i de samme gader som han færdedes. Filosofi, forførelse og familieforbandelser er alle på programmet.

Læs mere…

Leveret fredag d. 1. august Mærkater: