Kaffe og cafékultur i København
Hvad får man på café, hvad kommer man i kaffen, og hvornår er kaffen klar?
Café er et omskifteligt begreb. Der er generelt to slags caféer: Lysfyldte steder, hvor man serverer kaffe af mange slags og en håndfuld værtshuse, der også kalder sig café.
Oprindelig var caféer eksklusive steder. Det galdt den første café fra 1831, der åbnede på Hotel d’Angleterre, og senere Café A Porta, Grand Café og Café Bernina. Nogle af de steder blev der også serveret spiritus – blandt andet Berninas Djævlebryg kunne have uforudsigelige konsekvenser. Efterhånden gnubbede betegnelsen café af fra de fine steder til de mere ydmyge. Fra omkring år 1900 og frem til 1970’erne blev café mere og mere synonymt med øl.
Status i 1927 er sumpet, at dømme efter Ordbog over det Danske Sprog:
”Kafé eller Café: Offentligt sted, hvor der serveres kaffe, te, øl olgn. drikke
(med ell. uden tilhørende brød); nu ogs. i videre anv.: Offentligt sted, hvor
der serveres spise- og drikkevarer af enhver art”
Det er først de sidste årtier, at kaffen igen er blevet omdrejningspunkt i caféerne igen. Der ligger mange værtshuse endnu, der går under navnet café. Men deres café-betegnelse er levn fra en fordums tid, hvor en mand var en mand, og han kunne vælge mellem to slags øl, og kaffen ikke var det der trak til caféerne.
Man kunne selvfølgelig gå på kaffebar og spise sin madpakke, eller få smurt nogle rundenommer i ædruelige omgivelser.
 |
Caféer i et sort årti
I 1976 åbnede Café Sommersko som den første moderne café, efterfulgt af Café Dan Turell, Café Viktor, Europa og Norden - og Krasnapolski, der står for nu at lukke. Nutidens fornemmelse for café stammer fra det. Betjeningen er muligvis blevet høfligere.
Vejviseren modtager gerne førstehåndserindringer fra café-livet København fra da 70'erne døde hen og 80'erne fandt sin stil. Når vi har gode historier nok, kan vi lave et cafe-crawl gennem tiden.
Kaffen kommer til Danmark
(hvori en barok poët betakker sig)
Kaffe stammer fra det Røde Havs kyster, og kom til Europa i slutningen af 1500-tallet via det Ottomanske rige. Det hedder sig, at de føste caféer blev grundlagt i Wien efter de tyrkiske hære var slået tilbage, og nogle polakker fandt efterladte bønner i massevis. Historien kan jeg ikke verificere - men det er en god skrøne. Her sættes tyrkiske bønner, wienske caféer og polske iværksættere på kaffekortet. Men allerede da var kaffen nået til Danmark.
 |
Ved dette Pass man først til disse Norden Lande
Fornemmer noget Sært at føres over Strande,
Man Sukkerlade, The samt Koffi kalder det:
Men slig om Dansken tjen, kan jeg er vide ret.
Det er en af de aktuelle tildragelser i Marts 1669, som er beskrevet i Danske Mercurius – den første dansksprogede avis. Reporter-poeten Anders Bording nævner det rygte de nye drikke har for at være godt mod mange sygdomme. Han forholder sig dog skeptisk.
Jeg priser Hummel-Øll og anden Landsens Drikke
Fremt for slig anden Kram, hvis Kraft jeg kender ikke.
Lad Indian og Tyrk med saadant fylde sig,
Har jeg Øll, Vin og Miød, jeg noksom hielper mig.
Anders Bording skal ikke risikere at brænde ganen. Hans mesterlige beherskelse af alexandrinernes versefødder hænger efter eget udsagn sammen med indtagelsen af især vin. Dén historie må vente til et andet nummer af Vejviseren, men lad det være sagt at Bording nok havde været reduceret til knækprosa, hvis han havde måttet nøjes med kaffe.
Salonfähig
(hvori en oplyst skribent hylder sin stimulans)
Midt i 1700-tallet var stilen en anden. Promillen faldt – i hvert tilfælde i de bedre kredse. Måske blev Ludvig Holberg beruset af blot det at skrive – måske gav kaffen ham den rette stimulans – alkohol bekom ham ikke. I sin Epistel 91 roser han kaffen:
”Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende, uden Gylden-Vand, Sek, Spanskbitter-Viin, Luttendrank, og andet, hvoraf et Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt paa hvert Sted.”
Lige som kaffe egner Holberg sig både til sjov og alvor. Og han yndede at tale både pro et contra. I Barselsstuen lader han Corfitz klage over kaffens onder til nabo Jeronimus:
”Det er allerede det 6te Pund Caffe, her er bleven fortæret i denne Barselstue; Haarene maa reise sig paa Hovedet, naar man tænker paa det saa vel som andet. Kedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffe, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou, eller de Bok, hvad Fanden det er, de kalder det; saa at dersom det varer længe, beholder jeg neppe saa mange Penge, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig selv.”
Den arme Corfitz er blevet far i en fremskreden alder, og det kan virke stærkt på en ellers moden mand. Mens konen modtager visitter, så har han ikke ro eller rast. Han behøver ikke at drikke kaffe for at ryste og være nervøs. Han maler også fanden på væggen samtidig med han maler kaffebønner:
”Jeg troer ingen anden er Author til denne Caffe-Drikken end Lucifer; thi den er verre at komme i med, end Brændeviin. Min Kone begynder alt paa den store Viis at klage sig ilde, førend hun faaer Caffe om Dagen. Jeg har merket, Naboe, en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kirke, men, saa snart de har faaet dette brændte Dievelskab i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem, som Peberqverne.”
Til slut kommer Corfitz dog som genfødt ud af Barselsstuen – så mon ikke han også tager kaffen til sig?
Te og kaffe, stil og klasse, og den store verden
Kaffe og té var omdrejningspunkt i en ny facon at omgås på i 1700-tallet. At indtage kaffe og té var en måde at vise overskud, stand og dannelse på. Det mindre fine mellemprodukt af sukker var sirup, som de knap så rige kom i kaffen. Hvis de da ikke holdt sig til øl og brændevin, der var fattigmands foretrukne drikke.
Men nye stimulanser kommer ikke dumpende fra himlen efter vink fra tidsånden. Det krævede fremskridt i søfart, nationers kappestrid og årslange, livsfarlige sejladser syd om Kap det Gode Håb. Tørsten efter kaffe og té virkede ind på verden. De driftige hollændere fik fat i kaffebønner og sat gang i dyrkningen på de Ostindiske Øer, så det arabiske Mokka blev til Java. Teen blev købt fra Kina i dyre domme.
Gennem 1700-tallet passerede sådanne varer i stigende grad gennem København, mens byen voksede til en stor handelsstad. Sukker skaffedes til veje fra Danmarks Vestindiske Øer, hvor sorte mennesker slavede under solen med at dyrke sukkerrør, eller raffinerede det til sukker i svedigere værksteder.
Her er et testel fra Davids Samling i Kronprinsessegade i en efterligning af kinesisk stil. I samlingen findes også et portræt af Christen Lintrup og genstande hjembragt af ham fra Kina. Han skabte sig en formue som supercargo på kinarejser – og han kunne forsyne eliten med grøn te og porcelæn fra Kina, og selv træde ind i adelen under navnet Lindencrone.
Se flere kaffe- og testel på Davids Samling - blandt mange andre skatte
Dem der handlede med kaffe og té var kendte mennesker i København. Ved Trinitatis Kirke kan man se gravstenen for en af dem – som levede til en overmåde høj alder.
