Anker på armen og hjertet på rette sted.

Den franske prinsesse var noget for sig selv. Hun havde anker på armen og hjertet på rette sted. Marie af Bourbon-Orleans blev dansk prinsesse og gik sine egne veje. I 1885 blev hun svigerdatter til Christian IX og Dronning Louise og kom til et stift og lidet festlig hof. Men hun lyste op med sin personlighed og sit selvværd.

Marie gjorde et uudsletteligt indtryk på sine samtidige. Her er hun på en mindeplade på det tidligere Skt Josephs Hospital på Griffenfeldsgade.

Man skal ikke lade sig affarve.

Hendes mand Prins Valdemar var i flåden, så hun lærte dansk af sømænd, og kom til at bruge udtryk, man ikke var vant til at høre fra en prinsesse. Det vakte også sladder at hun fik et anker tatoveret på armen. Her stod hendes motto "qui s'en grogne, je m'en moque" som stort set betyder “den som brokker sig, er jeg ligeglad med.”

Her ses den franskfødte prinsesse i brandmandsuniform. Under en brand i København fik hun kommanderet passive vidner i sving med redningsarbejdet. Derfor blev hun æresmedlem af korpset og fik fremstillet hjelm og uniform i sit ret lille mål.

Hun har helt givet diskuteret ildebrande med Herman Bang, som hun var på venskabelig fod med. I et brev skrev hun til ham ”man skal ikke lade sig affarve af sine omgivelser.”

Læs fra Bangs beretning om Christiansborg brand i 1884

Farverig er i det hele taget et ord der passer på Prinsessen. Hun mente at hun kunne havde drevet det vidt som maler, hvis hun ikke var blevet prinsesse. Selvfølgelig havde prinsesser muligheder som andre kvinder ikke havde. Men de fleste pæne mennesker lod sig binde af tidens regler. Ikke Marie, der en gang fik lavet en damesaddel til at beridde en tyr.

Hun og prins Valdemar havde tætte forbindelser til HN Andersen, ØK’s magtfulde leder. Marie var politisk bevidst. I 1901 brugte hun sin indflydelse på sin 83-årige svigerfar, for at han skulle give afkald på sin kongelige ret til at udpege hvilken regering der passede ham.

Læs om HN Andersemn de store erhvervsmænd i slutningen af 1900-tallet, hvordan de prægede Københavns bybillede og ydede politisk indflydelse.

Marie døde som 44-årig i 1909 af en ondartet influenza. Hun er en af de få kvinder der har sit eget mindesmærke i København, rejst efter en indsamling. Det ligger ved Langeliniepromenaden mellem Gefionspringvandet og den Lille Havfrue.

Prinsessen fik hoffet tilladelse til at færdes i byen uden hofdame, hvad der ellers var kotume.

Således en Dag da Prinsessen spadserede alene gennem en af Gaderne i Nærheden af det Gule Palæ. En ældre påtrængende Dame fulgte stadigt nyfigent i Hælene på hende. Det irriterede Prinsessen fordi Damen var saa ualmindelig ihærdig. Paa eengang vendte Prinsessen sig om imod sin Forfølgerske og gik lige hen imod hende. Damen blev ganske betuttet og retirerede på en Maade der næsten havde Karakteren af en Flugt. Prinsessen fulgte efter hende. Damen drejede om et Hjørne, Prinsessen bagefter, Damen søgte Redning om et nyt Hjørne, Prinsessen stadig bagefter. Saa forbarmede Prinsesse Marie sig endelig over hende og sagde venligt: Nu kan De Selv se, hvor Ubehageligt det er, naar Folk render efter En paa Gaden.

Johannes Hoeck: Marie, Prinsesse af Danmark (1910).

Læs om statuer og kvindekamp i København
København som det så ud da Marie kom til landet

Billedet af Marie i uniform har jeg fundet på Lokalhistorisk forening Allerød Kommune i en beretning af Anders Pedersen født 1883. Efter en ulykke kom småkårsdrengen på Hjemmet for Vanføre i København. Prinsesse Marie var protektrice her – og Anders fik et særligt forhold til hende. Følg linket og læs hans historie.
En generation før skulle en dreng som han være heldig for at ende som en forkrøblet landsbyskomager. I stedet åbnede verden sig for ham.