Idéernes Kirkegård
En filosofisk tur mellem tænkere, videnskabsfolk og vittige hunde på Assistens.
Liv og død krydser hinandens veje på Assistens Kirkegård, og kontrasten til byens hast sætter tankerne i gang. Hvad er sammenhængen mellem liv og død, menneske og natur, krop og ånd? Hvad er tiden for en størrelse, og hvorfor føles den anderledes på en kirkegård?
Sådanne spørgsmål stiller guiden, og det er oplagt at tale om dem to og to, og i mindre grupper undervejs, og så høre hvad kirkegårdens beboere har at sige.
Tankemættet tur på halvanden til to timer.
Start: Nørrebro Runddel Metro eller Kapellet på Kapelvej 4.
Turen er egnet til reflektion og stille teambuilding.
Fra sin begyndelse har Assistens udfordret de levende. I 1700-tallets oplysningstid flyttede kirkegården uden for byens volde, og døden kom ud af dagliglivet. Naturen var tæt på, og romantikken tilføjede følelser.
Her er gravsten, der udtrykker troen på Jesus, andre fremhæver egne fortrin, nogle kalder på skikkelser fra den antikke verden, og atter andre hylder nuet. Selve tiden kommer på en prøve her blandt de højst tålmodige døde, og det liv, der også passerer på Assistens.
På turen kommer vi omkring nogle af de store tænkere, som H.C. Ørsted, som gennem sit liv prøvede at forstå Ånden i Naturen, og Niels Bohr, der metodisk prøvede at beregne det uhåndgribelige.
I er velkomne til at tage jeres egen undren med på turen.