Krigens tid i Kongens København

En tur om krigens tid mellem Kongens Nytorv og Kastellet – med kongen i midten.

Byvandring på 2 timer fra Kongens Nytorv, som ender ved Kastellet. Turen kan også begynde ved Kastellet eller Langelinie.
Turen er velegnet til skoler.

Den tyske hærkommando sad på d’Angleterre. Kriegsmarie havde hovedkvarter på Hotel Phoenix i Bredgade, og mellem de to opererede det nazistiske dagblad Fædrelandet fra Skt. Annæ Passage. Vores tur går gennem den statelige del af København, som var et politisk minefelt under Besættelsen.

Vi kaster også et blik på nogle mere ydmyge steder. Hviids Vinstue der blev mål for en terrorbombe, og Nyhavn der blev et mere og mere lovløst område, hvor tyske soldater fik ordre på ikke at begive sig hen, når de havde orlov.

Vi møder Kongen til hest på Skt. Annæ Plads. Midt i fortællingen om Danmark under besættelsen – og selvfølgelig om dette kvarter – er Christian X et omdrejningspunkt. Fra han måtte tage den bitre beslutning om overgivelse i 1940, og gennem hans viljefaste varetagelse af sit embede i de fem års besættelse.

Krigen undergravede samfundet og delte folk. Vi støder på historier om værnemagere og vagtværn, sabotører og smuglere. Mange steder er der mindesmærker om modstandsfolk og danskere der kæmpede på allieret side. Ikke mindst ved Esplanaden, hvor deltagerne også får sidste nyt omkring indretningen af Frihedsmuseets efterfølger.

Kastellet er Alfa og Omega i fortællingen. Det var første militære mål for de invaderende tropper i 1940, og det var stedet hvor den tyske top blev fængslet efter befrielsen.