Vejviser 1930

Med Tom Kristensen på Vesterbros Passage

Inde ved Vesterbros Passage blev Jastrau og Steffensen stående på et hjørne af det brede fortov, der rager frem som en pynt over for Helgolandsgade. Frihedsstøttens obelisk rejste sig sort på den skinnende asfalt, hvor skæret fra lygter og buelamper svømmede, og fjernt mod den blå sommernat stod rådhusets to gule urskiver, ovale i perspektiv og skelede.
-Tom Kristensen, Hærværk, 1930

Udsigt over Vesterbro Passage en tåget dag i Januar 2014. Det er Vesterportbygningen først, Axelborg med tårnkuplen, og Royal (SAS) hotellet fortaber sig i disen.

Navnet findes ikke på gadeskilte, men Vesterbros Passage er det sted flest danskere har været. Det er den sidste brede, strækning af Vesterbrogade, fra Hovedbanegården til Rådhuspladsen. Det er en bred vejstrækning med travlhed, trafik, forlystelser, forretninger og en international stemning. Betegnelsen gled ud af brug i takt med at fodgængerne blev presset til side af bilbaner ind på smalle fortove. I 2013-14 bliver der åbnet nye brede fortove, så måske kan man tale om Vesterbros Passage igen.

Passagen i 1930

Tom Kristensen valgte denne strækning som en central del af scenografien til Hærværk. Her var København mest brølende moderne, kaotisk og vrimlende, og her var man tættest på knejsende skyskrabere og urbane afgrunde.

Tom Kristensen lader sit alter ego Ole Jastrau gå neden om og hjem i disse omgivelser, ofte ledsaget af sin digterkollega og drukkammerat Steffensen, der også er et slags selvportræt. Tom kendte Passagen lige så intimt som derouten, for han boede på hjørnet af Istedgade med 10 minutters gang til sit arbejde i Politikens Hus på Rådhuspladsen.

Læs: Tom Kristensen i København 1896 – 1946.

Et øjeblik efter slentrede de skrås over Vesterbros Passage forbi Frihedsstøttens obelisk, der lyste med en farve som gammel chokolade. Solen stod I en brændende eftermiddagståge ude over tagene på Vesterbro, og selvom Jastrau og Steffensen havde ryggen imod, forvirredes de af flimrende lys, for det lynede I bilernes vindspejle og i cykelstyrene, en strøm af glitrende glas og nikkel, som styrtede imod dem, i samme nu som stopsignalet ved Wivels hjørne drejede.

”Wivels hjørne”. Det er på kanten af Tivoli, hvor Hard Rock Café ligger i dag. Der var dans Wivels restaurant – i 30’erne omdøbt til Wivex, hvor Statsradiofonien transmitterede middagskoncerter med den nyeste musik. Maden var fremragende, og køkkenchefen var rundhåndet med rester til byens fattige. Så det er her Manden på Risten står, når Carl Alstrup synger i 1936.

Her står jeg hver aften på "risten",
mens jeg kigger på Vesterbro.
Jeg nyder det flammende neonlys,
uden ophold fra seks til to.
Jeg har det omtrent som de rige,
jeg er hver nat på "restaurant".
Man godt på en måde kan sige,
at jeg er såd'n en slags "gourmand".

Hør sangen og se billeder fra Wivex på YouTube

Det er snurrige rim, anderledes end Tom Kristensens skarpe strofer – men de udtrykker også tiden. Både risten på Vesterbro og Wivex er væk i dag, efter man udvidede Bernstorffsgade i 1964 til ære for biltrafikken.

Flere forlystelser

Wivex er blot et af navnene fra forlystelsens hovedstrøg – sammen med Panoptikon, Loppestikket og Tivoli. Vesterbros Passage opstod da voldene blev gravet væk og gravene fyldt op fra 1850’erne og frem. Før var der en snæver adgang til den oprindelige Vesterport over broer og gennem ravelinen. Nu opstod et stykke bred boulevard, store huse og adgang til fremskridt og fristelser. Der lå allerede et forlystelseskvarter med små værtshuse uden for den gamle Vesterport. Og i 1930 var det et celebert sted at fornøje sig.

Vesterbros Passage år ca. 1900

I nummer 2, helt nede ved Rådhuspladsen lå Centralhotellet med restaurant Paraplyen, der havde udeservering under baldakinerne. Jastrau får en drink her med sin intrigante kollega Vuldum. De bliver begge beæret over at blive betjent af Tjener nr. 1. Det er en autentisk personage, Kampmann Arnild, der var startet som ung tjener i 1873 i den nyopførte bygning. Han forlod først jobbet i 1935 da Centralhotellet blev revet ned i 1934, for at give plads for Richs-bygningen. Det er huset med hjørnetårnet med de forgyldte barometerfigurer af paraplypigen og cykelpigen. Den ene kan minde om det forsvundne værtshus. Det anden kan minde om cyklen der var tidens vigtigste transportmiddel.

Foto: Svend Turck. Fra krydset Vesterbrogade / Bernstorffsgade

Den gang som nu var det nemt få noget at drikke i Passagen - og det sker et par gange i løbet af Hærværk at Jastrau falder i på den strækning – som da han driver ind på en skummel bar – som jeg dog ikke kan finde i Kraks Vejviser.

Bag en halvrund bar stod et højalter med flasker og nogle grimme buddhaer, der skinnede lystent med kulørte elektriske pærer i øjnene, og i denne plumpe gudeverden dannede en lille figur af en nøgen, lyserød kvinde med bryster og andet tilbehør et lækkert centrum. Og bag samme bar stod en bartender med et rundt, lyserødt hoved og et flydende buddhistisk smil, mens han konverserede nogle spraglede præstinder med bryster der hang ind over disken, og yndigheder, der buede sig ud over stolesædernes kant.

Det er forlystelseskvaterets gøglerhule i tidstypisk indretning.

Now to business

Men vi skal ikke gå i hundene. I adressebøgerne finder man kontorer for sagførere og tandlæger, reklamebureauer og cigarhandlere i husrækken langs starten af Vesterbrogade. Her residerer også ingeniører, grosserer og bankbestyrere. På passagens modsatte side lå Industribygningen fra 1872. Her var kontorer for bl.a. Industri- og Ingeniørforeningen, DFDS, Dansk Køleindustri, den Danske Standardiseringskommission og det Tyrkiske Generalkonsulat mm. Efter den omgang kan vi godt tillade os et stop på Stadils Vinrestaurant der også fandtes her – i 1935 kom Palladiumbiografen til. Bygningen eksisterede frem til 1979, og det er efterfølgeren der er blevet renoveret og genindviet i 2013.

Det nye brede fortov foran Industribygningens renoverede facade

Lige efter kommer Tivoli. Over for Tivolis hovedindgang ligger Axeltorv, og her var en prangende bygning ved at blive gjort færdig – National Scala. Her kunne man finde Scala Teateret, Prince of Wales herreekvipering og International Turist Kiosk. Scalabygningen var lukket i mange år, og efter et mislyttet forsøg på at genoplive den i 90’erne, er den nu helt nedrevet, og der graves ud til nye højhuse. Men på et billede fra senere i 30’erne National Scala den i festlig neon-glans.

Axelborg fra 1918 ligger der endnu. Den har givet torvet navn. Huset med tårnet var ejet af de danske Andelsforeninger. Landbruget havde sine kontorer her, med komiteer for gødning og foderstoffer, og pressebureauet for Partiet Venstre. Her fandtes også kontorer for læger, grosserer, reklamebureauer, Gilette Safety Razor Company, Chilesaltpeterkomiteen – og minsandten Statsradiofonien – den senere Danmarks Radio. Det er først fra 1939 at Radiohuset ved Forum efterhånden blev klar til at flytte ind i. På den måde er det også oplagt at transmittere fra Wivex, lige over for.

I 1930 er Passagen 500 meters moderne fremdrift midt i komplicerede København.

Afgrunden og Skyskraberen.

Det var en mild forårsaften. Himlen hvælvede sort og stjerneklar over Vesterbros Passage og det gamle jernbaneterræn med alle de lave, forvirrede basarer. Den var en vidtstrakt kuppel som en himmel på landet, flankeret af panoptikonbygningen og komplekset i Rewentlowsgade som to mærkelige forbjerge. Og over for dette dybe rum åndede de begge uvilkårligt ind, et dybt drag af en sval himmelduft, men krydret af benzin og parfume og tilsat en atmosfære af jern og os og afsvedet lugt fra den underjordiske bane, en let rus af giftige likører, storbyens forår.

Ikke alt var funklende funkis eller mondæn modernitet langs Vesterbros Passage i 1930. Området foran Hovedbanegården (1911), var præget af midlertidige småskure. På billedet ses pladsen ved Frihedsstøttens plads i 1933, med nogle lave barakker. Banegraven er åben bagved, hvor bl.a. SAS-hotellet senere blev bygget. I de lave bygninger var der cykelhandler, sæbeudsalg, tøjbutikker, samt Favoritten smørrebrød. Og i forlængelse af den række boder lå der et klondike-kvarter med småbutikker og værksteder, der strakte sig op til Skt. Jørgens Sø og Gyldenløvesgade. Under og efter Besættelsen var det et sortbørscentrum i København.

Tom Kristensens København er kontrasternes by.

Netop i 1930 blev den topmoderne Vesterport-bygning bygget. Navnet er futuristisk - det er nu en moderne kontorbygning, og ikke navnet på en snæver byport. Københavnerne kaldte karakteristisk kolossen for Femøren, på grund af kobberbeklædningen. Det var en konstruktion med stålskelet på den facon man byggede skyskrabere i USA. Havde kranerne og kapitalen været til rådighed, kunne der være bygget 30 etager mere på det fundament.

I digtet Studie i Blåt fra 1954, erindrer Tom sceneriet fra bygningens top. Man kan mærke at det er skrevet af en mand, der efterhånden havde boet på landet i nogle år.

Vi sad i fromhed under lysreklamen
På en altan og var alene to.
Altanen hang på en moderne fjeldvæg,
På Vesterport, et svimmelt ørnebo.
Og Frihedsstøtten var så komisk lille
Og biler krøb som biller på asfalt,
En mikroskopisk myldren på en skovsti
Hvor sommervarmen pirker liv i alt.
… Når lysreklamen drejede på taget,
Var det som månebrydning bag en sky.
Et dødsens skær gled over os og dugen
Og svandt og kom og ramte os på ny.
Og døden brændte som en blålig klode
I en mekaniske rotation og ro,
Og vi sad fromme under lysreklamen
På en altan og var alene to.

Ole Falkentorp og Poul Baumann var arkitekter på Vesterport-bygningen, og Falkentorp lavede også tegningerne til Astoria Hotel i dristig 30’er-stil på den kun 6 meter brede grund mellem Reventlowsgade og Banegårdspladsen.

Helt moderne og international blev Passagen først med opførelsen af Arne Jacobsens SAS-hotel i 1959-60. Så var der et stykke af København i en up-to-date standard som set på dette farvemættede motiv fra 1960.

Men på den tid var Tom Kristensen for længst flyttet til Thurø, væk fra storbyens himmelstormende bygninger og lokkende afgrunde.