Historie med huller i

Jeg lægger forargelsen til side og undrer mig over hvad Nørrebro betyder for nogen. For mig er det stedet jeg bor. Sådan så jeg ud 24.-12. 2006, og sådan så ruderne i skobutikken i starten af Nørrebrogade ud, dengang da Ungdomshuset var halvt belejret.

Natten mellem 8. og 9. august 2015 troede et par af naboerne til Sankt Hans torv og Fælledvej, at der var fest i gaden med fyrværkeri og råb. Men det var ikke nogen, der fejrede at de lyse nætter var forbi. Der var igen optøjer på Nørrebro.

En demonstration på 300 aktivister med mørkt tøj og masker var startet omkring Runddelen, hvor Ungdomshuset blev revet ned i 2007. De malede på den gule mur omkring Assistens Kirkegård, smadrede et par butiksruder og endte ved Skt. Hans Torv og Fælledvej. Her gik det igen ud over ruder til ejendomsmæglere og banker.

En senere udtalelse fra nogle af deltagerne fortæller, at aktionen var vendt mod gentrificering (herskabeliggørelse), pengemagt og kædebutikker. Aktionen udspringer af Reclaim The Streets-strømningen i det internationale autonome miljø, med rødder i 90’ernes England.

Lokalbolig er den mest succesrige ejendomsmægler i området. Måske derfor - mente rengøringsmanden - var den af de tre mæglere på Fælledvej der var blevet hærget værst.

Og her skal det bemærkes at en to-værelses lejlighed i en af sidegaderne sælges for lige under 2 millioner kroner, og man skal lægge 5.000.000 kr. (390.000 i udbetaling) for 4 værelser med udsigt på hjørnet af Nørrebrogade. Jeg er glad for jeg allerede har et lejemål i kvarteret, for ellers var der meget ringe chancer for at komme ind.

Hvem kastede den første …

En ting var dog meget dansk. Da de sidste gerningsfolk blev anholdt af politiet, var de i gang med at rive brosten op fra belægningen på Skt. Hans Torv. Der hvor slaget stod i 1993, da revolutionen var nærmest i Danmark.

Den gang lå stenene i bunker, for torvet skulle omdannes fra travlt vejkryds til lækker plads. Det var i 1993, da udviklingen var ved at vende fra krise til vækst i København. Men 18. maj blev stenene anvendt til at kaste efter politiet.

Læs i Vejviseren om København på vendepunktet mellem stilstand og vækst

Sten var revet op fra belægningen på Skt. Hans Torv. Denne størrelse sten hedder teknisk chauseesten, og ikke brosten. Brosten er meget større og ikke sådan at kyle ret langt.

… og hvem kaster den sidste sten?

Pålidelige kilder har fortalt mig, at stenkasteriet i 1993 var planlagt og organiseret af ivrige aktivister. De har ikke åbenbaret sig for mig i de år, jeg har boet her. Jeg har heller ikke haft lejlighed til at møde weekendens aktivister. Mere velunderrettede mennesker siger, at det er en ny generation af aktivister, og at generationerne kun er på et par år.

Men selvom det er nogle nye unge vilde der gør det, så ligner det en geniscenesættelse af gamle optøjer. Hvorfor skulle man ellers bryde netop de brosten op, hvis det ikke er en påkaldelse af det store oprør dengang? For det er ikke nemt at brække sten op af belægningen, når de een gang er lagt.

Hvorfor Nørrebro? Fordi Nørrebro er samlingssted for revolutionen. Der er ikke så mange steder man ville kunne samle sådan en demo uden for bydelen. Fordi nogen mennesker vælger Nørrebro, fordi de har valgt revolutionen. Og det er selvsagt ikke så nemt at vælge Nørrebro, når der er forældrekøb af en etværelses i Heimdalsgade til over 1 million kroner.

Ruderne i Danske Bank er bedre armerede end dem hos ejendomsmæglerne.

Og hvorfor lige nu?

Det er længe siden.
8 år siden Ungdomshuset blev revet ned. Der bølgede der kampe i bydelen.
Det er 22 år siden 18. maj optøjerne, hvor der blev smidt med sten og politiet løsnede skud.
Startfirserne var fulde af besatte bygninger.
35 år siden Byggeren i Stengade blev ryddet efter kampe mellem lokale og politiet.
71 år siden Folkestrejken, i 1944.
145 år siden Slaget på Fælleden.

I øvrigt har den sidste store jordrystelse i området af Skt. Hans Torv været at Alternativet blev større end de Radikale ved valget i juni 2015. Men det er nok ikke noget der betyder noget for aktivister med smag for revolution.

Da jeg var ude på åstedet kunne jeg ikke lade være med at bemærke de små slagord i kapitalens tjeneste. Da revolutionen ikke har penge i sig er dens ytringer at finde som graffiti eller sort-hvide plakater, groteske tegninger, der fortæller hvornår bands med bistre navne spiller i det nye Ungdomshus.

Hen over Metro-byggepladsen kan man se hullet, hvor Ungdomshuset stod indtil rydningen og nedrivningen i marts 2007.

Der er utallige, der har kritiseret hærværks-demonstranterne. Retorikken er ofte meget hård fra tilhængere af lov og orden. Nærmest som det ikke er volden der forarger, så meget som det er modstanden mod den alment accepterede livsstil.

Jeg kan være skuffet over at det hele virker så bekendt. Og hvis det virkelig er helt unge mennesker der står bag, så er det tragisk at de efterligner alle de gamle oprør, til en grad så de skal vriste de døde sten fra brolægningen.

Gang på gang har aktivisterne i bydelen gjort sig upolulære hos naboerne. Sådan var historien i 2007 da Ungdomshuset blev ryddet. Sådan var historien i denne weekend, da folk der ville stoppe hærværket blev truet med tæv.

Optøjerne i weekenden afslører også, hvor lidt der bliver aktioneret i Danmark - og hvor dårligt der bliver aktioneret, når det nu sker. Jeg er gerne fri for hærværkeres hærgen i gaderne. Men jeg savner aktioner, der kan ryste os i vore fordomme, og sætte spørgsmål ved det uundgåelige i udviklingen.