Dan Turèll Vangede Vandring - på fødselsdagen 19.3. 2022
Gå med når Byvandring.nu tager med Onkel Danny hjem til Vangede på fødselsdagen. Dan Turèll tog af sted mod stenbroen og de store byer, men har en plads i Vangede, hvor fødselsdagsturen starter 19.3. kl. 13.00.
Vi går ad Bygaden, sidevejene og stierne i et skønt stykke forstad. Vi kigger på mange af de rytmer, temaer og tråde, som knyttes sammen i Dan Turèlls værker.
 |
Turen slutter i tide til at overvære overrækkelsen af årets Dan Turèll Medalje på Vangede Bibliotek, hvor han har sin egen samling. Digteren huskes i sin hjemstavn, selv om han var sær og søgte væk fra Vangede mod storby, stenbro, showtime og syretrip, og selv om nogen var uenige i detaljer i Vangede Billeder, som gjorde den mere ydmyge del af Gentofte berømt på landsplan.
Der er ikke noget underligt i at vokse op i forstæderne og søge ind til byen. Det specielle er at Dan Turèll blev den figur han var med en appel til hele Danmark. Han var en ukendt og vildt eksperimenterende digter, da han fik sit gennembrud Med Vangede Billeder i 1975, og senere som showman og skribent i aviserne. Han blev folkeeje, som det hedder. Og han ”sagde” folk noget hele tiden, selv om han også ville være i fred som menneske og ofte ikke gad være nogen folks eje.
Forstæderne Tur-Retur
Dan er nu svær at lade være i fred. Byvandring.nu har fulgt i Dan Turèlls fodspor på Vesterbro, med digte der svinger med bydelens puls. Vi har været med på Sidste Tur Gennem Byen, hvor han fader ud mod Strøget, og fhar ulgt ham til dørs ved hans endelige hjem på Alhambravej. Nu skal vi tilbage til hvor rejsen startede.
Dan Turèll var faktisk ikke født i Vangede, men i en lejlighed på Jægersborgsvej, af et forældrepar der kom fra det Nørrebro, og ikke skulle blive boende dér. Men sagde at han kom fra Vangede. Samtidig var han født til at være på vej og forfølge tanker og eksperimenter og musik fra det fjerne, men han forstod alligevel at høre til og finde hjem. Før han og familien kom til Vangede, skulle de en tur omkring Grønland, hvor hans far arbejdede et par år som elektriker for at spare op.
Da familien besøgte ham i julen deroppe, brugte Dan Turèll mange timer på en lånt skrivemaskine, så mødet med sproget kom før familien kunne flytte ind rækkehuset på Mosegaardsvej.
Dan Turèll voksede op i et traditionel familie uden for mange penge, men med respekt og kærlighed i familien og ingen øretæver. Han var en af utallige børn, der voksede op dér i 1950’erne i lejligheder, villaer og rækkehuse, på et tidspunkt hvor det gamle landsbyområde blev helt bebygget.
Familien Turèll boede i første geled af rækkehusene i Nymosen, som blev gradvist udbygget. Det betød at den oprindelige rivalisering med ungerne i nabobebyggelsen endte, da der blev flere og flere rækkehusfamilier.
 |
Dan udviste sin egen form for selvstændighed og købte sin første jazzplade for sine konfirmationspenge for at forhindre, at de skulle ryge tilbage i familieøkonomien. Verden var åben, når man forstod at tage sine friheder, lave småjobs og skaffe mønt på forskellig vis. Senere stødte han på stoffer og østlig filosofi, og blev buddhist uden at miste kontakt med rødderne i Vangedes rabarberkvarter.
Senere pegede Dan på en af sine store læremestre i livskunst, som han kendte fra barndommen. En mester, som dog ikke boede i Vangede. Det var Anders And, der kom til Danmark i 1949, da Dan var tre år gammel. Han skrev et hyldestdigt til Anders And, som handler om hans optimisme, ulykke, temperament og ukuelighed. Et digt på 52 vers, et for hver uge i året, hvor Anders udkom - om tirsdagen. Trods sidste uges katastrofer dukkede han op med gåpåmod og temperament. En and er en and, og en mand er en mand.
Fra Mosegårdsvej til Manhattan
Kærligheden til Vangede stråler ud af Vangede Billeder fra 1975, der udkom seks år efter han forlod forstaden. Ud over de udødelige beskrivelser af præsten, grønthandleren, pigerne og drengene, beskriver bogen landsbyens historie tilbage fra istiden, hvor den dukker op i Middelalderen, bliver smadret under Svenskekrigens galskab og bliver til klondyke og forstad. Historien føres op til Lossepladsen, der lokker med eventyr, der hvor IKEA ligger i dag. Han nævner fx alle de gårde, der var i landsbyen ved Udskiftningen, hvor navnene er tilbage. Han ved hvor han kommer fra, selvom han også villet ud i den store verden.
 |
Dan Turèll forlod hjemmet i små skridt i 1966. Han flyttede ud, da hans far ville kræve husleje, og efter et par lejemål i området endte han i 1969 i et kollektiv på Forhåbningsholms Allé. Altså Frederiksberg, men han gik ikke så meget op i kommunegrænser. Eller ville ikke gøre for meget ud af at han boede på den pæne side af skillelinjen, modsat hvordan det havde været hjemme i Vangede. Han følte sig meget hjemme på Vesterbro. I storbyen blev han kompromisløs eksperimenterende og svært tilgængelig digter, indtil Vangede Billeder blev hans sensationelle gennembrud, men han var også korrekturlæser, journalist og aktiv musikanmelder.
Her genkendte flere generationer af Danmark noget af sig selv. For hvis der er to bevægelser der præger bylivet fra ca. 1950, så er det de unge familiers bevægelse ud til forstæderne, og de store børns bevægelse ind til byerne. Og muligvis bevægelsen tilbage til carport og græs under fødderne, som et ekko der stadig ringer. Dan Turèll var med begge veje, så der var noget folk kunne genkende i hans beskrivelse af opvæksten mellem rækkehuse og boligblokke. Nå ja, enkelte lokale var uenige i detaljer eller kunne ikke helt genkende sig selv i billedbogen, eller også var bramfrit uenige, for det var Vangede. Men det er hans version, og han stod ved hvor han kom fra, og han gav ikke fingeren til forstaden og dens folk, selvom det var storbyen der krævede hans sjæl.
 |
I de næste år skrev han Storbytrilogien Drive In Digte, 3D Digte, og Storby Blues. Nu var alle tanker foldet, så de også blev modtaget af en offentlighed, der havde fået sans for den ranglede digter. Han pushede beatpoesi, buddhisme, jazz, film, filosofi og krimi, og intet var finere end noget andet.
Dan søgte også ud ved hjælp af hash og andre stoffer og vild poesi, men han formåede at lande på fødderne, levere til deadline og fortælle videre.
Han var på rejse til USA, og var ensom på hotel i New York, da hans far døde. Herfra stammer digte der bærer på smerte og bevidsthed om at man ikke kan løbe væk fra sig selv. Her bliver han trukket tilbage fra verdensbyen til Vangede i digte om fars død, og nekrologer over komikeren W.C. Fields og beatpoeten Jack Kerouac.
At vende hjem
Han vendte tilbage fra de store trips og pilgrimsrejser, ikke til Vangede, men litterært til Vesterbro og fysisk til sin sidste adresse på Alhambravej. Han havde giftet sig og fik barn, forpligtelser og lejlighed på Frederiksberg. Han fandt på den måde hjem og holdt "mest af alt af hverdagen”, men hverdagen var ikke hver dag, for han skulle også være væk for at tjene penge, rejse land og rige rundt. På den måde var han underlagt en farlig cyklus.
 |
Han blev mindre af den sære og selektive digter, og mere showman. Han blev Onkel Danny, og med 80’erne skærpede han stilen med jakkesæt, neglelak og ofte hat, som en dandy i pagt med årtiets markante og outrerede stil, men med varme og humor, og måske fordi han stod skarpere på den måde. Han blev mediemenneske forfatter til tolv kriminalromaner, der bragte hans tankesæt ud til endnu flere. Hans skæve tanker og skarpe indsigter kom nu ud i mainstream med ord til hele folket, optræden i TV og på tourné på aftenskoler, gymnasier og scener. Det var succes, at blive populær, genkendelig af alle, et ikon.
Men det liv var også hårdt. Og der skulle stadig betales for familiens fornødenheder og en skattegæld, der brændte som et mavesår. (“Pas på pengene. Mere dødbringende end noget andet stof jeg kender”). At rejse skejser til skat og indtage alkohol og andre stimulanser for at stabilisere kreativiteten undergravede hans helbred og satte sår i de nære forbindelser. Til sidst var han døende i en alder af 47 år, og de sidste dige er korte og skarpe, skrevet som smerterne og medicinen tillod. I de digte mødte han sin skæbne med ærlighed og ironi.
Hans berømmelse overlever. Den er vokset med årene, hvor de fleste langsomt fader ud af bevidstheden. Han er kommet ud til hele Danmark, for han havde både kæmpe talent og var klar over, hvor han kom fra.
Han tog os med i en vild verden, der starter lige der vi sætter vores fødder, og vi savner ham. Det er også derfor vi tager til Vangede på hans fødselsdag.
 |
Link til turbeskrivelsen i turlisten.
Kilder
Historien er baseret på hvad man høre om Dan Turèll og dernæst kan læse sig til i hans værker. Jeg er bl.a. blevet klogere af:
Asger Schnack (digterkollega og kammerat), efterskrift til All Times Greatest Hits (Gyldendal 1994)
Peder Bundgaard, Superdan (2013) et portræt af vennen og håndtegneren af de fleste af Dan Turèlls covers.
Tak også til Peder Bundgaard for billedet fra 1977.
Dan Turèll samlingens hjemmeside.
