Vores kollega Nina Bisgaard var på Enghave Plads da Tove Ditlevsen blev mindet. Ninan havde allerede da læst Tove Ditlevsens bøger siden sin ungdom, og var da i 20'erne og underviste voksne i dansk i Lyrskovsgade. Senere er hun vendt tilbage til Tove Ditlevsen, som lærer og seminarielektor. Nina laver byvandringer og foredrag i samarbejde med Byvandring.nu.
Vesterbro sagde farvel til Tove Ditlevsen
Interview med Nina Bisgaard. Optaget 2.2. 2026. på Eghave Plads og Vesterbro Kulturhus.
Flere arrangementer ved årsdagen
Erindring fra begravelsen 17.3.
Ja, den 17. marts 1976 bliver Tove begravet.
Allerede om morgenen, hvor jeg er på vej på arbejde på Lyrskovgade, kan man se, at der er gang i noget på Vesterbro. Og da jeg cykler forbi kan jeg se, allerede r er lidt aktivitet med kirken, men jeg tænker ikke over, at det er, fordi det bliver en kæmpe begivenhed. Jeg havde bare tænkt mig, at jeg ville gå ned og sætte mig på bageste række i kirken, når jeg var færdig med at arbejde. Jeg går så op og underviser og kommer så ned på gaden.
Jeg havde aldrig forestillet mig min vildeste fantasi, at gaden ville se sådan ud. Jeg underviste i Lyrskovgade. og derfor skulle jeg ned på gaden for at gå hen til begravelsen. Jeg havde sådan tænkt, at jeg var i god tid, fordi jeg ville inddrage middagspausen, eller hvad det var, til at gå derned.
Jeg syntes, at jeg var i rigtig god tid, men det kunne jeg se, da jeg kom ned på gaden var der simpelthen sort af mennesker, og jeg kunne allerede se, at der åbenbart var lukket, for at nogen kunne gå ind i kirken. De vrimlede med mennesker. Og politiet var i gang med at lukke gaderne, og man kom over på pladsen,. Ja, altså, der hvor jeg stod, for jeg havde så kommet over på legepladsen, for det var det eneste sted, jeg kunne finde ud af, hvor der var plads. Der sad folk på lege i instrumenterne, og det var alle mellem himlen og jorden, der sad. Folk sad, hvor de nu bedst kunne. Der var også nogen, der sad på et hegn. Der var ikke sådan noget helt klart, fordi der var proppet med bænke, hvor man kunne sidde. Pladsen så jo også helt anderledes ud dengang. Men legepladsen var jo en af de gode steder at sætte sig.
Der var også folk, hvor jeg tænkte først , man ikke troede havde noget forhold til Tove men det havde de, fordi hun var en del af Vesterbros identitet. Hun var dem, der havde sat Vesterbro på dagsorden, kan man sige. Hun havde jo simpelthen beskrevet, hvad det var at vokse op på Vesterbro. Og det vil sige, der var en enorm solidaritet omkring hende. Det var primært kvinder, der var der. Man havde indtryk af, at det var kvinder i alle aldre. Og man så forholdsvis unge piger, og man så i og for sig kvinder, og man så ældre damer. Det var virkelig en blanding af alt mellem himmel og jord, men det var primært folk fra Vesterbro. Det var en Vesterbro-begivenhed. Og det kunne man se, altså, det var ikke sådan noget med, at folk kom valfartende i biler eller noget som helst. Det var folk, der kom gående derhen fra, hvor den jo boede og var, og var, kan give i gang med at være med til det hele. Ja, hvad var det nu, jeg skulle fortælle?
Ja, og man kan sige, at vi kan, man kan sige, at hun tog, altså, det var Vesterbros Tove, der blev sagt farvel til. Det var Vesterbros datter. Det var en Vesterbro-kvinde, der blev sagt farvel til. Selvom hun ikke havde boet på Vesterbro i mange år, så følte man, at hun var en, der hørte til på Vesterbro.
Dengang i 1970'erne var Danmark meget anderledes. Der var man meget den identitet, hvor man boede. Og på Vesterbro havde man en meget klar fornemmelse af, at vi er Vesterbroer. Vi er sådan og sådan her på Vesterbro.
Nej, der var sådan lidt småsnak ind imellem folk. Men der var også, altså det var ikke sådan noget, at folk stod højrøstet og talte sammen. Men der var sådan noget småsnak. Altså, man kunne høre, jeg er kendte hende derfra, eller jeg bor derovre, eller mødte hende dér. Man kunne ikke høre, hvad der foregik ind i kirken overhovedet.
Der var noget højtideligt over det, vil jeg sige. Altså, ikke at jeg kan definere, hvordan, men det var ikke sådan, man følte, man bare kunne stå og grine, for eksempel. Det var der ikke nogen, der følte trang til i hvert fald. Altså, at det var sådan en stemning af, at det her, det er alvorligt.
Det var ikke koldt, men det var heller ikke varmt. Der var en lille smule sol, som jeg husker det. Ja, det var et begyndende forår, kan man sige. Man følte lidt, at det kunne virke meget deprimerende, hvis vejret var dårligt. Men her der var en alvorlig stemning, men ikke en depressiv stemning. Det vil jeg i hvert fald sige, at det var fornemmelsen, når man stod der. Altså, det var bare en farvel til Tove, men også okay, at hun havde valgt at sige farvel.