Tom Kristensens 50 københavnerår 1896 – 1946
Han boede i København fra han var tre år og på kanten af sproget – og halvtreds år frem. Han opsamlede byens rytme og rastløshed, og gav den udtryk i rappe fejlfri vers og bidsk prosa.
Her følger vi cykelbuddets hastige ridt gennem gadens skilteskov i digtet Middag (1922):
Skyggen var hastig og flimred på Baggrund
Af spraglede skilte i gult og i blåt,
Skilte så røde som Dannebrogs Flagbund
Skilte så røde som Kød, der er råt,
Skilte i gult som en mat Citron
Skilte i bladgrønt og skilte i okker,
Skilte som ferskner og skilte som Lax
Og skilte som bare pokker.
Byen har en hektisk rytme, farlige farver og momenter af usikkerhed og angst. Helt håndgribeligt er hans frygt, efter en hest havde væltet ham af cyklen i diget Vestergade 1924.
Ud fra gadens mange porte
rager lange hestemuler,
gule brune, hvide sorte,
som fra mørke dyrehuler
Her er alle hestes gade
Her er alles hestes stald
Her er luften gennemknitret
Af et evigt piskeknald.
Stemningen i de tidlige digte er anderledes end hos den fordrukne journalist Jastrau i Hærværk fra 1930. Han er lusket ind på arbejdspladsen efter fyraften. Dagbladet i romanen er modelleret over Politiken, hvor Tom Kristensen selv arbejdede.
Men gennem ruderne som aftenregnen havde skraveret med lange, punkterede linjer, flimrede lysene fra det våde torv. De kastede et skær op under loftet, uroligt og bevægeligt som et nordlys blandet af sporvognenes farvede lygter og bilernes skarpe projektører.
Den sidste sporvogn er kørt i remise, og der er ikke bilers trafik over Rådhuspladsen. København er blevet mere tam siden Tom Kristensen skrev ”Skøn som en sønderskudt Banegård” i Landet Atlantis.
I 1930 kunne Jastrau i romanen gå Bar des Artistes.
Øjeblikkelig døvedes de af en stærk summen af stemmer og en fjern klynken fra en grammofon, en hawaiiansk guitar. Et rødgult skær af tapeter og en blålig tobakståge drog dem straks ind i en uvirkelig verden.
Det bygger på baren i Hotel Kong Frederik i 1930’erne, men i dag er der en ædruelig lounge med en kaffeautomat for gæster i hjørnet. Og den mørke baggård med udsigt til nattehimlen – hvor stordrankeren den Evige Kjær flår en betændt kindtand ud med en knivtang? Det er et åbent område med væg-til-væg tæppe og stuepalmer der småfryser under ovenlysvinduerne.
Stjernehvælvet og afgrunden er på større afstand i dag, end på Tom Kristensens tid.
Omflakkende opvækst
Tom Kristensen var født i London, på Regent Park Road, hvor vejen skifter fra at være en pæn gade til en proletargade. Faderen drømte om Amerika, men søgte tilbage til København, da det store gennembrud udeblev.
Første bopæl i København var Store Strandstræde ved Nyhavn. Et fattigt kvarter, hvor Tom lærte sproget og rytmen, og fik øre for den store verdens navne:
Hotellet Dagmar Hansen og Caféen Mozambique
Stod fjernt i Horizonten om min Barndoms Odyssé
Og funklede med skiltene og dunkende musik
Og skreg i Sømandsdille til om Natten Klokken tre.
(Fra "Nyhavns-Odyssé", 1922)
Gennem Toms barndom flyttede familien hele ti gange. Det gav ham både en social orienteringssans, men bidrog også til hans rastløshed – før rejsen endte i en funktionærbolig i Cikoriefabrikken i Valby. I ungdomsårene frekventerede han Valbyparnasset, der normalt holdt til hos kunstmaleren Jørgen Christian Jørgensen, som især levede af at male mellemtekster til stumfilm hos Nordisk Film.
… når de politiske debatter larmede, for der kom folk, der skulle blive nazister, og folk der skulle blive kommunister, havde J. Chr. Jørgensen den vane, at han sad på en stol noget afsides, som den ideelle vært bør være det. Han sad foroverbøjet som en spinkel bonde, med den ene hånd over shagpibens hovede og læberne stramt samlet om pibespidsen og stirrede mod gulvet, mens han lyttede. Kun når der faldt en bemærkning, der var alt for urimelig, fjernede han piben for at få plads til at le.
 |
Tom Kristensen var vokset op som digterspire med intellektuel appetit. Han havde også været en begavet dreng, der fik en langt bedre uddannelse end sine forældre. Han fik offentlig støtte til at gå på præmieskolen på Vesterbro, hvor han gik sammen med digterkammeraten Emil Bønnelycke - og senere på Henrik Madsens gymnasium på Vodroffsvej, hvor han måtte finde sig i drilleri for sin jævne baggrund. Det var dog en skole han var glad for:
Ude i byen sagde man at Henrik Madsens Skole var en antiklerikal jødeskole. At den var antiklerikal, vil jeg nu sætte et spørgsmålstegn ved. Der blev undervist efter Frederik den Stores princip, at her på hjørnet af Vodroffsvej og Phillipavej med et spiritisttempel som nabo, fik enhver lov til at blive salig i sin tro. Hver uge havde vi en time i religion; men den arme frimenighedspræst, der havde påtaget sig hvervet, må have følt sig hensat i helvede, for vi drenge var næsten alle antiklerikale. Og i den retning gjorde jeg hurtige fremskridt. Jeg egnede mig ypperligt til ugudelighed, da jeg var den af os, der kendte Bibelen bedst. (Fra erindringerne ”Aabenhjertige Fortielser”.)
Det var en selvstændigt tænkende ung mand, der som 21-årig kunne udsende et manifest om, hvordan byen skulle ses og beskrives.
Vodroffsvej er også med i Hærværk, hvor hovedpersonen Ole Jastrau søger et opgør med kommunisten Sanders, der i sin nævenyttige idealisme har givet Jastraus ægteskab et sidste hjælpende skub mod opløsning:
På hjørnet af Vodroffsvej lå en forvirring af lave huse, et frønnet lysthus, der lignede en forfalden musiktribune, nogle plankeværker og et stykke ujævn brolægning, der førte ind til en fireetagers bygning, der var uden mening eller sammenhæng med omgivelserne, blot rejst på højkant i en dunkel forudanelse, om at der engang måtte blive høj bebyggelse her. Bag huset lå en have på størrelse med en grøft, klemt nede mellem bygningen og Svineryggens skråning.
På denne grund ligger i dag en flot bygning i 1930’ernes funkisstil.
Åbenbaringer på Vesterbro
Tæt derved er Stenosgade med den katolske kirke, som Jastrau i Hærværk også får et mellemværende med.
Indtrykket af den korte Stenosgade var forvirrende, indtil de stod ud for Jesu Hjertes Kirke med tårnet og de spidsbuede porte. Så var gaden let fattelig, den røde kirke, der lå skubbet ind i række med beboelseshusene, de røde, klosteragtige mure, præsteboligen og skolen til venstre, og den private ejendom til højre, som åbenbart var blevet smittet af katolicisme og havde skudt et umotiveret spir. Det spidsbuede udtryk lurede på at kunne brede sig som en from mine over hele den side af gaden. De protestantiske privatejendomme på den anden side var som skumring.
Nu er vi på Vesterbro, et af byens mest travle kvarterer. Travlheden er begejstret beskrevet af Toms barndoms- og ungdomsven Emil Bønnelycke, her i et uddrag i digtet Vesterbrogade fra 1918:
En virak af biler, blå røg og benzin,
og cykler der kimer i bar symphonier.
En dønning, en malmstrøm, åh dagen er min.
Er dens frejdige elsker og frier.
I dag synes alle bekymringer fjerne.
I dag er der vokset et træ i min hjerne…
Men manna og løv og mærkværdige farver
Og sommerinsekter og majmyg og larver.
”Bønne” havde let til begejstring og idealisme, havde tidlig succes og hjalp den mere komplekse Tom til anerkendelse som digter. Men Tom havde det ikke let med frelsen – og heller ikke i længden med sin gamle ven.
Hr. Kistensens åbenbaringer kommer ikke nemt, men er så meget desto mere nådegaver. Hør nu fra Hærværk.
"Du," brummede [Steffensen], da Jastrau kom ud fra butikken igen. "Istedgade er nu en dejlig gade."
"Hvorfor det?”
"Fordi den er lang."
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghave Plads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.
Byvandringer på Vesterbro
Fra Vesterbro kan man vandre med Tom Kristensen ad [Vesterbros Passage – der var byens moderne hovedstrøg i 1930|/vejviseren/vejviser-1930/] – og se om man når helskindet frem til Rådhuspladsen.
Jeg vil dog slutte turen med et par strofer fra indgangen af ”Drømmen om Frederiksberg Have” fra 1936, hvor Tom Kristensen trods al uro kan forsone sig med den danske idyl:
Hør, hvor det regner i Drømmenes Have!
Hør, hvor det mildner med monotoni!
Støtten af Enevoldskongen går roligt,
Lavet på sin Sokkel hen ad en Sti.
Borgerligt stille og kongeligt ene,
Blottet for alle monarkiske Tegn
Klædt som det bør sig i Efterårsvælden
Skrider han mod mig i Træernes Regn.Dæmpet af Mødet med Regnen og Roen
Og hans fortrolige, grå majestæt
Sagtner jeg ’Gangen, forsones med Regnen,
Føler jeg mig som en Konge forklædt.
Hen ad en Gangsti som lavet på en Sokkel
Vandrer jeg fyldt af hans Tavshed og Ånd,
Tavs på hans Bud ind i Drømmenes Have
Uden han truende løfted sin Hånd.*
