Slentreklubben

Et tilbud om ture og foredrag til ældre i København

Den Levende Erindring

Vi byder byens ældre ud på tur for at sætte gang i kroppen, sanserne, erindringen og de sociale relationer. Corona gav os ufrivillig isolation og forsamlingsforbud. Nu skal vi tilbage i vores fællesskaber, men der er også mulighed for at møde nye mennesker. Vi har derfor nu mulighed for at tilbyde gratis byvandringer for ældre. Vi kommer også gerne ud til borgerne i klubber og på aktivitetscentre og fortæller vores historier om byen og viser billeder.

Slentreklubben henvender sig til borgere over 65 år i kommunen og er støttet af en pulje under Københavns Kommunes Center for Pleje og Omsorg. Byvandring.nu deltager som en del af Formidlerforeningen og organiserer mange af turene. Det foregår inden for et program, der hedder Levende Erindring. Både foredrag og ture drejer sig om emner og områder, hvor man har ekstra viden, hvis man er født i efterkrigstiden eller før. Derfor er der tid til at snakke under turene og under og efter foredragene, få sat ting på plads og lytte til de andre deltagere.

Guiderne får også historier med den anden vej i form af erindringer og erfaringer fra deltagerne. Detaljer i vores byvandringer bliver rettet til. På den måde bliver vi klogere blandt rundviserne, og Levende Erindring kommer alle byvandring.nu’s gæster til gode.

Hent program for august og september her (PDF)

At slentre: At spadsere i et langsomt og afslappet tempo

Byvandringerne i programmet er udvalgt, så de passer til normalt gående ældre, og har en længde på op til 1,5 km. på 2 timer uden mange trin og besværligt terræn.

Turene er også samtidig åbne ture, som enhver kan deltage i. Det gælder fx vores ugentlige ture på Christianshavn og Assistens Kirkegård, hvor der er moderate afstande.

Tilmelding til byvandringer

Tilmeldingen til turene foregår gennem foreninger, ældrecentre o.lign. Man behøver ikke have vedtægter mv. for at være en gruppe. En del af formålet med projektet er at skabe forbindelser mellem folk. Vi tager også imod tilmeldinger fra par og enkeltpersoner. Ledsagere og frivillige fra foreninger o.lign. kan deltage gratis. Andre deltagere under 65 år betaler normal pris.

Man kan bruge den almindelige tilmeldingsformular Skriv navn og mailadresse samt angiv tur, tid (dato og klokkeslet) og antal. Skriv ’Slentreklubben’ i kommentarfeltet. Man kan også tilmelde sig turene på mail og evt. på telefon – info på tilmeldingsformularen.

Sådan ser det ud, når man udfylder formularen på hjemmesiden.

Foredrag med Levende Erindring

Som led i programmet laver vi også foredrag hos ældreboliger og aktivitetscentre overalt i København. Det er nemlig ikke alle ældre, som er mobile nok til at deltage i vores vandringer. Foredragene understøttes af billeder på storskærm eller projektor. Vi sigter efter mindst 12 deltagere til hvert foredrag.

Blandt vores foredrag har vi:

  • Forbrydelse og Straf i det gamle København
  • Carlsberg - industrieventyr og familiedrama
  • Tove Ditlevsens Vesterbro
  • Slutspil - Bombningen af Den Franske Skole og andre billeder fra besættelsens sidste tid
  • Kunstnere på Christianshavn
  • Anden Verdenskrig på Amager
  • Brønshøjs Saga - fra Biskop Absalon til Bella Bio

Vores faste gæster og læsere vil kunne se, at det er emner, vi har kredset om før. Nu har vi fornøjelsen af at komme ud til et nyt publikum. Vi arbejder på flere emner, også i samarbejde med stederne. Historier om lokalområderne er meget populære.

Til foredragene ser vi på billeder af byen før. Her er Folkets Hus på Enghavevej, før den nuværende bygning blev bygget i 1959 (nu kendt som Vega). Billedet indgår i foredraget om Tove Ditlevsens Vesterbro