1993 - byvandring på randen af historien
af Paul Hartvigson
Byvandring.nu vover sig på sporet af de voldsomme gadekampe på Nørrebro 18. maj 1993 - baseret på det folk husker fra dagen. Jeg har ellers holdt mig på afstand af uroligheder, og byvandring.nu har ikke befattet sig med kontroversielle emner. Hvorfor vælger jeg at kigge på denne historie – der stadig kan vække følelser?
Artiklen er illustreret med svejset street art fra Indre Nørrebro. Hvem kender historien bag disse små skulpturer der er lænket fast rundt omkring – og som synes at kommentere kvarterets voldelige historie?
Jeg var i Århus den dag, og hørte om stenkast og skyderier i Københavns gader. Detaljerne fik jeg ikke fat i, men historien rumsterede i hovedet på Grenå-Odden, og mens bussen passerede gennem vestsjællandske landskaber. Gadekampe i Danmark? Det lød mærkeligt. Da jeg steg af bussen i Valby var der påfaldende stille i København. Først om aftenen fik jeg klarhed over at det var Nørrebro den havde været løs på.
Tyve år efter
Lad os gå 20 år tilbage i tid. Alle havde hørt om HIV, men www. var i sin vorden. Bill Clinton var ny præsident i USA. Den kolde krig var ovre, med omvæltninger og opbrud i Østeuropa. Jugoslavien var brudt sammen i borgerkrig, og belejringen af Sarajevo var gået ind i sit andet år. De Europæiske Fællesskaber skulle omdannes til Den Europæiske Union. Processen var udskudt året før, da 50,7% af danskerne havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Den 18. maj var der afstemning om fire danske forbehold til traktaten.
På Nørrebro endte den aften med, at der blev kastet med sten og skudt i gaderne.
Byen i en overgangstid
I starten af 90’erne var København i en overgangsperiode. Tyve års stilstand og forfald var slut, byen var på vej ind i en vækstperiode. 1993 var det første år, hvor befolkningen voksede i Københavns kommune siden 1950. I de mellemliggende år var befolkningen faldet fra 768.000 indbyggere dengang til 465.000 i 1992.
Nørrebro på lavpunktet
Når København befandt sig på et lavpunkt, gjaldt det i særlig grad de gamle arbejderkvarterer som Vesterbro og Nørrebro. Dårlig planlægning, politik og krise havde smadret dele af Nørrebro i 1970’erne og 80’erne. Det var gået ud over den ”Sorte Firkant”, som Blågårdskvarteret også hed. En stort opslået plan for en total renovering af kvarteret og nybyggeri med højhuse. Men planen løb ind i bitter lokal modstand, og oliekrisen gjorde, at ingen ville bygge, hvor der så hårdhændet var revet ned. Kvarteret forfaldt yderligere, narkohandel bredte sig, og endnu flere huse blev revet ned. Saneringen skete i en topstyret stil, der satte ondt blod mellem myndigheder og beboere. Lokale beboere kæmpede for at bevare legepladsen Byggeren omkring 1980. Fredelige slumstormere blev afløst af BZ-bevægelsen og andre, der var klar til modstand mod myndighederne. I praksis vil det sige politiet. Den civilklædte Uro-patrulje gjorde sig i særlig grad upopulær på Nørrebro.
Stenene på Skt. Hans Torv
Det var i denne periode, man begyndte at tale om byfornyelse i stedet for sanering. Den førhen travle trafikplads skulle renoveres. Det var ikke nok med betonfliser og asfalt. Pladsen skulle brolægges og gøres til et byrum. Derfor lå der bunker af chaussésten fremme. Det er de mindre kvadratiske granitsten, der i dag ligger på torvet.
Stenene på Skt. Hans Torv kan altså ses som et symbol på den nye bypolitik, hvor der blev kræset om detaljerne, og et forslummet kvarter skulle forskønnes. I dag er Skt. Hans Torv et populært sted med urbane kvaliteter og udeservering.
Men 18. maj 1993 lå det elegante urbane rum langt ude i fremtiden. Bunkerne af sten var netop bare bunker af sten, der lå frit fremme på en valgaften på Nørrebro, hvor en ond stemning bredte sig.
Det var chaussésten der blev smidt med, og ikke brosten. Men brosten er mere mundret, og det er den slags detaljer, der går tabt i kampens hede.
Et oprør bliver hængende i bevidstheden
I 1993 tabte jeg tråden, og var ved at glemme 18. maj– trods kamp i gaderne, skud og stenkast. Men i årene efter blev det historien, der ikke ville dø, stædigt båret frem af videooptagelser og undersøgende journalistik – og bitre udfald fra begge sider.
Jeg har genkendt den stemning - når dette afdæmpede Danmark bryder ud i politiske passioner langs cirka de samme skillelinjer som dengang. Det er også derfor jeg vender tilbage til 1993 i erindringen.
Måske er emnet særligt interessant når man bor på Nørrebro som jeg. I 2005 flyttede jeg hertil, og har oplevet kvarteret i oprør omkring 2007, da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet. Huset var ikke til at komme tæt på, mens maskinerne smadrede det ned. Protesterne samlede sig derfor omkring Blågårds Plads og Folkets Park. Der var politi og protest i gaderne, tåregas – og biler og containere der blev brændt af, fordi nogen syntes det åbenbart hørte sig til. I årene efter gik Ungdomshus-tilhængerne fast i torsdags-demo fra Blågårds Plads, gennem Elmegade og til Skt Hans Torv.
Skt. Hans Torv, hvor slaget på Fælleden stod i 1872, da Nørrebro var ungt. Byvandring.nu følger oprørets spor på Indre Nørrebro.
Arrangementer omkring tyveåret for 18. maj 1993
Vejviser 1993 - Nørrebro på vendepunktet
