Nervøsitetens Tidsalder

Østergade i 1890'erne. Den ligner sig selv fra før, men vi er i nervøsitetens tidsalder. Jeg tænker at det forbedrede kamera og dets evne til at fange bevægelser spiller ind i samtidens optagethed af nervøsiteten.

Vor Hovedstad er netop nu naaet op til at blive en stor By, hvor den complicerede og potenserede Tilværelse er Udtryk for et overinciteret Nervesystem.

Sådan skrev i 1886 en af tidens modelæger Knud Pontoppidan med speciale i nervesystemet og psykologien. Hvis man kigger på København i 1886 som en patient, var der også sket en bemærkelsesværdig - og givetvis farlig - udvikling. Efter voldenes fald i 1850'erne havde byen og livet i den udviklet sig hastigt og eksplosivt.

Læs Vejviser 1886 om København i vild vækst i 1880'erne.

Neurastheni - en tilstand i tidens takt

Livet i den genfødte by - og særligt i de nye kvarterer - var anderledes end noget andet mennesker havde oplevet før. Og der gik ikke lang tid før medicienere og tænkere satte navne på den nye tids stil: Neurasthenien.

Knud Pontoppidan med det stålsatte blik. Hans analyse er dragende, men har han belæg for det hans siger, eller digter han bare? For at beskrive tiden er det ligegyldigt. Men det var et problem for en patient som Amalie Skram at dr. Hieronimus (som hun navngav ham i romanen) måske var forblændet af sin egen intelligens.

For at forstaa de naturstridige Betingelser, under hvilke en Hovedstadsbefolkning lever, behøver man kun at sammenligne Totalbilledet af Livet i en stor By, saaledes som det viser sig paa Gader og Stræder, med Livet paa Landet. For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk. Og ikke blot ere Sandseorganerne i eet væk occuperede, men de Indtryk, de modtage, ere for største Delen af den Natur, at de fordre at bearbeides. Man skal ikke blot see en Mængde Mennesker fare forbi sig, men man skal ogsaa være opmærksom paa, om der er nogen af Ens Bekjendte imellem; man skal ikke blot have Spektaklen af Vognene, men man maa ogsaa undvige dem; og paa denne Maade kan det at passere en Gade komme til at repræsentere et heelt Stykke Nervearbeide. Nu er det ganske vist, at man efterhaanden vænner sig til denne Uro, indtil man tilsyneladende ikke længer afficeres deraf. Men Enhver vil dog kunne faa et Indtryk af det nervepirrende, der ligger i at færdes i en stor By, ved at gjøre det Forsøg saa pludseligt som muligt at lade sig forsætte til et øde Steds Stilhed. Den fuldstændige Ro, som Sandseorganerne derved med eet faa, maa paa Enhver gjøre et eiendommeligt velgjørende Indtryk.

1886 var året hvor Pontoppidan flyttede fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling til Sankt Hans ved Roskilde, hvor han i 1889 blev leder. Han kunne lokke sine patienter med landlige forhold. Lokke skriver jeg. Jo, fordi nogle af de nervøse storbyboer lod sig indlægge til rekreation ganske frivilligt. For det moderne liv var krævende. Blandt symptomerne regnede Pontoppidan hyperæstesi, mathedsfølelse, irritabel forstemning, sygelig frygt, nervøs hovedpine, rygsmerter og træthed ved gangen, nervøs puls og trang til stimulerende og narkotiske midler.

Man føler sig helt syg bare ved at læse dette.

Pontoppidan havde særlig en samfundsgruppe udpeget som udsat for den nye tid, og det var ikke adel eller arbejderklasse:

Den Klasse derimod, for hvilken den nervøse Elendighed i særlig Grad er Tidens Ulykke, det er den saakaldte dannede Mellemklasse, det er dem, der i Kampen for Tilværelsen repræsentere de Kæmpende, de Saarede og de Slagne, det er den Fattigdom med Pretentioner, til hvilken de fleste af os høre, vi, som økonomisk talt ere Proletarer, men som dog fordre Deelagtighed i de Høiere sociale Nydelser.

Så noget af det der kunne drive folk til randen af det nervøse sammenbrud var gabet mellem drømme og ambitioner og de faktiske muligheder. Den anden halvdel af 1800-tallet inspirerede ikke til snusfornuftig påholdenhed og ydmyg realisme. Danmark - og i særdeleshed København - havde fået serveret Tivoli, Jernbane, en løssluppen monark, Folkestyre og udvidelse af byen på omtrent ti år. Alting syntes muligt, og ambitionerne må have været svimlende.

Herman Bang var typisk for denne berusede tid. Læs om den unge digter og hans problemer med pengene.

En anden forfatter, der faldt ned mellem drøm og virkelighed, var Amalie Skram, der forlod Norge og et uinspirerende ægteskab til fordel for et passioneret samliv med digterbohemen Erik Skram. Hun oplevede både modstand som kvindelig forfatter og sorg over at hendes nye mand ikke ville begrænse sin kærlighed til hende. I 1894 lod hun sig indlægge på Skt. Hans. Her kom hun under dr. Pontoppidan (som var vendt tilbage til Kommunehospitalet i København). I romanerne Dr. Hieronimus og På Skt Hans beskrev hun patientens kamp for at blive hørt af den magtfulde overlæge, og en flere måneder lang ufrivillig indlæggelse. Det var noget der medvirkede til Pontoppidans afsked i 1897. Men det kurerede ikke Amalie Skram. Hun døde 58 år gammel i 1905.

En international strøm

Danmark var langtfra ene om at mærke modernitetens nedbrydende virkning for nerverne. Den italienske antropolog og forfatter Paolo Mantagazza fremkom i 1889 med Nervøsitetens Århundrede. Mantegazza var en modig forsker, der som en af de første afprøvede sydamarikanske cocablade videnskabeligt. Hvilket nok ikke har fået ham til at slappe mere af, som det fremgår her.

Paolo Mantegazza (1831-1910), globetrotter, forsker i krop og psyke, fortaler for brug af stoffer i behandling, glødende darwinist og science fiction forfatter.

Den nervøse har ikke fem sanser, men femhundrede, ja femtusinde, og hans nerver, som er blevne til lutter mikroskoper, teleskoper, mikrofoner, telefoner og galvanometre, holde ham i bestanding uro og forvandle ham til et spejl med hundrede flader, som optager alt, hvad der rører sig opadtil og nedadtil, i højden og dybden.

Og også Mantegazza udpeger mellemklassen - det midterste af samfundet - som nervøsitetens oplagte ofre.

Middelstanden der … indtager en plads mellem arbejderne og de rige, føler på en gang begge de andre klassers mødighed og gaben, lidelser og kedsomhed … af blodets bånd trækkes den nedad, af en stundesløs ærgerrighed drives den opad … Middelstandens mennesker fødes og lever med våben i hånd, og kun såre sjældent lykkes det ham at lægge dem bort, før han går ind til den evige hvile. Han er for livstid samfundets soldat.

Skruen strammes

Det bliver alt værre. Der venter i de følgende årtier indførelse af elektricitet, Freuds psykoanalyse, flyvemaskinen, første verdenskrig, lårkorte kjoler, atombomber, rock and roll, kvindekamp, syretrip, terror og elcykler. På 130 års afstand af 1880'ernes nervøse gennembrud må man dog se tilbage på fortiden med en vis fortrøstning, for noget er dog som det plejer.

Verden er ad lave, og det er meget slemt for middelklassen.

Kilder: *Mikkel Thelle: Et Spejl med Mange Hundrede Flader Kulturstudier, 2014.
*Martin Zerlang, Bylivets Kunst (2002). *Jes Fabricius Møller, Nervøsitetens Tidsalder i Udenfor Murene (2002 Golden Days artikelsamling)