På kirkegården med byvandring og begravelsesoplysninger
 |
I November 2016 går vi på kirkegården. Det bliver Allehelgensdag. Luften er kølig og farverne er dramatiske.
Anledningen er at Stadsarkivet i November går i gang med at indtage begravelsesoplysninger for årene 1862-1940. Dette dækker en periode med stor vækst i byen, hvor København firedoblede sin befolkning og mere end fordoblede sit areal. Eksisterende kirkegårde blev næsten fyldt op, og nye blev oprettet, såsom Vestre Kirkegård, Sundby og Bispebjerg.
Der er ikke meget fremme om projektet endnu, da det først introduceres på Stadsarkivets Brugerdag den 11.11, hvor der også er guider fra byvandring.nu og andre der laver korte oplæg.
De døde flytter hjemefra
Det gamle København var et tæt befolket sted, og kirkegårdene fyldte op omkring byens kirker. Allerede før år 1700 kunne man se, at der ville blive pladsmangel til begravelser i fremtiden. I 1680 blev jøderne beordret til at flytte deres begravelser ud til Nørrebro til Møllegade, men det udsatte man selvfølgelig ikke andre for. Pesten i 1711 medførte at der blev lavet pestkirkegårde uden for voldene, og en af dem blev siden Holmens Kirkegård. Men ordentlige borgere kunne ikke forestille sig at blive begravet blandt matroser eller hos soldaterne på den nærliggende Garnisons kirkegård. Det samme gjaldt Assistens Kirkegård, oprettet i 1760 som fattigkirkegård. I 1801 blev de faldne søfolk fra Slaget på Reden bisat i en gravhøj på Holmens Kirkegård. Det vakte patriotiske følelser, og fra da af var der mange civile familier der købte gravsted her.
Kommunens registre går netop tilbage til 1801. De skal indtastes i projektets næste etape. Når arbejdet er færdigt, har vi adgang til alle begravelser mellem Slaget på Reden og Besættelsen.
 |
Skiftende omgivelser omkring Assistens
Assistens Kirkegård startede også som en gravplads for de fattige i 1760. Først efter 25 år kom den på mode. Men den afsides have levede også op til tidens stil, hvad enten man var til det klassiske eller det romantiske. Her var plads til gravmæler i tidens stil, deraf mange billedhuggere som Abildgaard og Wiedewelt. I 1800-tallet blev det populært tage til begravelser - også for afdøde man ikke kendte så godt igen - og så gå med følget ud til Nørrebro, og måske hygge og drikke brændevin. Sådan var det ihverttilfælde til 1850'erne, hvor byen fik lov til at brede sig. Snart var kirkegården omgivet af huse på tre sider.
Nørrebro var et fattigkvarter, og det viser sig i Kirkegårdens fortid. Der er et hjørne af kirkegården der er blevet inddraget til byggeri af den fremtidige metrostation ved Runddelen. Under de arkæologiske undersøgelser dér fandt man hundredevis at skeletter fra meget små børn begravet omkring et stort træ. Det har højst sandsynligt været en fællesgrav for børn der var dødfødte eller døde som spæde, børn af fattige indvandrere, som ikke havde tid og råd til eget gravsted, og sikkert heller ikke til en kiste. Det er en påmindelse om de meget hårde livsforhold der gjaldt i slutningen af 1800-tallet. I vore dage er der træer i parkerne hvor børn kan hænge deres sut symbolsk fra sig. Dengang var der mange der døde før de nåede den alder.
Sporene på fattigdom er væk. En senere fattigafdeling af Assistens er sløjfet - den blev til Hans Tausen Parken. Der er saneret ud mellem gravene på resten af kirkegården i 1880'erne, og kun de bevaringsværdige gravmæler står tilbage.
 |
Dødsårsager
Registrene fortæller også hvad folk døede af. Svindsot, blødning, svaghed, brystsyge, alkoholisme. Det fortæller om det hårde liv i København.
I 1870 skulle den store Vestre Kirkegård indvies, men trods ihærdige forsøg havde man ikke fundet en afdød til ceremonien, heller ikke ved at spørge på hospitalerne. Heldigvis for arrangementet kunne fattighuset Ladegården melde at en svensker var død af druk sammen morgen. Så denne ret ukendte mand fik æren af at blive den første til at blive begravet Allehelgensdag 2. november 1870.
Fra Nordre kapel er der en smuk udsigt mod syd, hvor en lille sø er midtpunkt i afdling A. Her ligger de fleste socialdemokratiske statsministre sammen med en række andre kendte personer som polarforsker Knud Rasmussen, radikal udenrigsminister P. Munch, sangeren Carl Brisson; rækken af kendte der ligger ved søen er nærmest lang. På grund af de socialdemokratiske politikere har søen fået øgenavnet 'det røde hav'.
Der er en særlig afdeling for Færinger, Grønlændere, muslimer, Frelsens Hær, allierede soldater fra 1. verdens krig og Danmarks eneste massegrav med ca. 12.000 tyske soldater og flygtninge efter 2. verdenskrig.
 |
