Søren Kierkegaard og konfirmationen.
af Elisabeth Haukohl
 |
Konfirmationen i 1800-tallet
I 1736 bliver konfirmationen lovpligtig i Danmark, og for at blive konfirmeret skal man bestå en kundskabsprøve. Hvis man ikke bliver konfirmeret har man ikke nogen rettigheder i datidens samfund.
Dette var stadig gældende i 1800-tallet, og blev først ændret ved grundloven i 1849.
 |
Uden konfirmationsbeviset kunne man ikke gifte sig, være fadder eller vidne, og man kunne ikke rejse uden for sognets grænser. Beviset var også en forudsætning for at få en skudsmålsbog, som var den tids pas, CV og straffeattest.
For samfundets fattige var konfirmationen en betydelig udskrivning – der skulle både betales til præsten, købes konfirmationstøj og måske skulle der ekstraundervisning til for at bestå.
Konfirmationstøjet i 1800-tallet var ofte syet af sort uld, og var ofte det første sæt ordentligt tøj man fik. Det skulle holde i mange år fremover, derfor skulle det også være stort nok til at vokse i!
Søren Kierkegaards egen konfirmation
For Sørens forældre var pengene ikke noget problem, og det har selvfølgelig heller ikke været noget problem for den unge mand at bestå prøven.
Søren blev konfirmeret i Trinitatis Kirke i København den 20. april 1828. Trinitatis Kirke var en del af det kompleks, som bestod af både kirke, bibliotek og astronomisk laboratorium og blev indviet i 1656.
Familien Kierkegaard hørte egentlig under Vor Frue Sogn, men man var endnu ikke helt færdige med genopbygningen af Vor Frue Kirke efter englændernes bombardement i 1807, hvor kirken var blevet helt ødelagt. Det var således Trinitatis Kirke som dannede rammen om familiens kirkelige handlinger frem til 1829, hvor Vor Frue Kirke genåbnede. Det var familiens skriftefader J. P. Mynster som forestod konfirmationen.
Både præst og kirke kom til at spille en stor rolle i Søren Kierkegaards liv. Det var i Trinitatis Kirke at Kierkegaard holdt sin dimisprædiken og J. P Mynster, som senere blev Sjællands Biskop, blev ivrigt fulgt og diskuteret af Kierkegaard, som så en faderskikkelse i ham. Men i 1854 rettede Kierkegaard et voldsomt angreb på Mynster eftermæle, hvor han beskrev ham som en nydelsessyg, blødagtig repræsentant for den herskende statskirke.
Hvad mener Kierkegaard om konfirmationen? – ”christeligt Comedie-Spil eller det som værre er:”
Kierkegaard mener at dåb og konfirmation i sig selv ikke er et bevis på
at man er kristen. Der er forskel på at være kristen i det indre og på
at være en del af den kristne kirke i det ydre. ”Vanskeligheden er saa
meget større, fordi dette skal og bør gaae stille af i Individet selv
uden nogen afgjørende handling i det Ydre” (Søren Kierkegaards Skrifter 7).
Han synes der er noget komisk over at vælge alderen 14-15 år til konfirmationen. Kierkegaard mener ikke man er gammel nok til at tage stilling til spørgsmålet om frelse og fortabelse. Han betragter det at være et eksisterende menneske, som det at være undervejs. Så til den anden side mener Kierkegaard ikke at vi nogensinde opnår det resultat, hvor vi kan sige utvetydigt: Nu er jeg kristen!
Han betragter konfirmationen som et komediespil, og argumenterer at konfirmationshandlingen er blevet sat på linje med andre borgerlige handlinger ”saa Confirmationens Betydning egentligen bliver: den Attest, Præsten udsteder, uden hvilken Attest vedkommende Dreng eller Pige slet ikke kan komme an i dette liv” (Øjeblikket nr. 7).
Herved kritiserer han den lov der gjorde konfirmationsbeviset nødvendigt for at opnå datidens almindelige borgerlige rettigheder.
Byvandring om Kierkegaard for konfirmander
Vi går tæt på Kierkegaards egen konfirmation og filosoffens forhold til kirke, kristendom og præsterne i vores tur Kierkegaards Konfirmation. Turen for de unge konfirmander, såvel som de evindelige.
Andre artikler i Vejviseren om Dansk Guldalder i første del af 1800-tallet
