Ændringer i Elmegade 1993 - 2013
18 maj 1993 er mange folk stimlet sammen på Blågårds Plads og der omkring. Man vil ind i byen og demonstrere, men kan ikke komme ned ad Blågårdsgade mod Dronning Louises Bro. Konfrontationen er allerede i gang, og politiet er rykket ind på den første del af Nørrebrogade. En meget stor gruppe går bag om til Folkets Park og ned ad Stengade og Elmegade mod Skt. Hans Torv.
Elmegade mellem Nørrebrogade og Skt. Hans Torv
Denne lille Nørrebrogade er en populær smutvej i byen. Den går lidt på skrå i midten, så enderne kan mødes, og to gadestumper i 1870'erne kunne blive een gade.
 |
Elmegade mellem før og nu
Den majaften i 1993 har de færreste nok tænkt på, hvilke butikker de kom forbi. Men jeg kigger efter det på min vandring.
Importøren, Bullers Træsko, Grønthandler, Café Elm, Smørrebrødsforretning, Damefrisør, Døgnkiosk – det var ret jævne dagligdags butikker dengang. I dag er der mindst ti butikker med mode og design, økologisk take away og særlige caféer.
Når man modstiller Vejviseren fra 1993 med gadebilledet af i dag, er der kun få gengangere: Elmegades Antikvariat, Gebauer Lampeskærme og Demos Bogcafé. Her er der vidner til tyve års udvikling.
Bjørn står i antikvariatet, hvor han begyndte som medhjælp i 1979. Han var med på gaden 18. maj 1993, men kan også fortælle om, hvordan kvarteret har ændret sig: ”Den gang kendte jeg alle i min opgang, i dag kender jeg kun halvdelen. Førhen, hvis folk spillede højt, gik man bare ned og bankede på og bad om de ville skrue ned. I dag så ringer de til politiet når underboen larmer.”
Bjørn fortæller, at området ved Skt. Hans Torv var det første, hvor der blev lavet andelslejligheder i stor stil. Det har ændret kvarteret, at man skal betale 5-6000 kr. for en lille 2-værelses. Det er der ingen studerende der har råd til, med mindre de har forældrene i baglommen.
 |
Ud og ind ad Elmegade
Det var ikke bare de studerende, der rykkede videre efterhånden som priserne på andelslejligheder steg. Junkierne var nogle af de første, der forsvandt. De svage og de fattige havde ikke råd til at blive, fortæller Bjørn. De røg ud til Nordvest, til Ringertoften og der omkring. Denne del af Nørrebro er blevet et dyrt kvarter. I dag er der kun én butik, hvor de giver kredit – af hvad han ved. Engang var det nærmest alle steder.
Colombo er også til stede i aktikvariatet. Han har drevet købmandbutik, videoudlejning, indisk restaurant og andre forretninger omkring Skt. Hans Torv. Colombo husker dengang, man gav kredit. Det skete, at junkierne kom og tiggede. Han gav dem ingen penge, men de kunne få en pakke rugbrød og en leverpostej, når de var sultne. Sommetider tilbød de at sælge ham et eller andet, men det ville han ikke tage imod.
De to mænd diskuterer folk dengang og nu. Det var anderledes mennesker, men de var ordentlige mennesker, der tog sig af deres børn, siger Colombo. Bjørn mener dog, at der også var forældre, der nærmest boede på et værtshus, hvor børnene troppede op kl. 7 for at få penge til mad.
Hvor går grænsen til førhen?
Hvornår ændrede kvarteret sig, spørger jeg. Hvornår oplevede du en konkret ændring? Bjørn peger over gaden: ”mit stamværtshus – Café Elm – det lukkede for ca. 13 år siden, så måske omkring 2000.”
 |
Bjørn tænker over en anden skillelinje mellem dengang og nu: ”Da de første modebutikker åbnede omkring 2003, og de solgte jeans for 1500 kr. og underbukser for 500. Jeg troede det var løgn, det ville aldrig holde.” Bjørn trækker på skuldrene for at gøre tanken færdig.
Elmegade har et andet ansigt end i 1993. Andre gader er ikke så forandrede, men Nørrebro er et andet sted i dag end for tyve år siden. Og det er sin sag at trække en grænse mellem samtiden og historien.
