På tur med Danske Digterruter
Hjemmesiden Danske Digterruter åbner landet op for udforskning – også hjemmefra.
af Paul Hartvigson
Tag til Ribe i slutningen af 1700-tallet og gå i gaderne i selskab med to forskellige og samtidige digtere.
Disse og andre digtere kan du møde på tur med Danske Digterruter.
Der er 20 ruter fordelt over landet.
Ruterne er opdelt i en række lydbidder på hver godt 5 minutter, og hver rute er normalt ca. 45 minutter lang. De kan ikke spilles i én køre, så selvom man følger dem hjemme, skal man så at sige "vende bladet" for at nå næste fortælling.
To slags tro i Ribe
For eksempel kan man opleve kontraster i kristendommen i 1700-tallets Ribe gennem to vandringer.
Begge i øvrigt tilrettelagt af Hanne Solvang. De runder begge Tårnborg, Domkirken og andre steder i den lille by.
Her er linket
 |
Her gik salmedigteren H.A. Brorson, og vi hører om hans tid som lærer, præst og biskop, hans åndelige visioner, overfor drengeskolens ynkelige forfatning, og drikkeriet i Weis Stue. I de samme gader – og på samme tid i nogle år i 1750'erne – færdedes Ambrosius Stub, som af skæbnens vinde var blæst hertil fra Fyn og Tåsinge, hvor han var ansat som skriver og til underholdning af grev Juel på Valdemars Slot. Desværre trak det gode selskab på kroen mere end grevens gæster, der ikke altid var lige spændende, og han blev til sidst bortvist. Selvom herskaberne tog ham til nåde og gerne ville have ham tilbage på pladsen, så afslog han selv. ”Når fuglen er ude af buret vil den ikke tilbage ind”.
Gode borgere gjorde ham til skolemester i Ribe. Digterruten om Ambrosius Stub drejer sig altså om hans sidste år her.
Selvfølgelig var han også trukket mod kroen i Weis Stue, som Biskop Brorson besværer sig over. Muligvis fordi det var det sted, hvor rigtigt mange andre kom, når de ville synge viser og ikke være del af Sjælens Store Pilgrimskor.
 |
Vandring hjemme og på vejen
Ellers var jeg selv i denne Kjedsom Vinter 2026 på flere ture i digteres selskab.
Således vandrede jeg i Vejle med Inger Christensen i udfoldelse af Alfabetet,
eller med Sommerfugle på kirkegården, og uden at forlade sommerhuset i Saunte.
Jeg fulgte i Henrik Pontoppidans fodspor i Hornsherred -
mens jeg tog bus 230 R fra Roskilde til Skibby for at skifte.
Selsø Sø overfrosset og kirkens facade rød streng,
selvom erindringer og tekster både foregår i vinter og sommerskumring.
Længere nordøstpå ligger Buresø, og jeg har lyttet til Frank Jægers fabler herfra,
også om Enhjørningen, hvor en lang vinter får sin ende.
Det var mens jeg gik og ryddede op, og vistnok bevægede mig rundt om opvasken som katten om den varme grød.
Pige træd varsomt…
Og selvfølgelig har jeg opmærksomt taget turen med Tove Ditlevsen på Vesterbro, også tilrettelagt af Helle Solvang. Her blev jeg dog lidt mere end irriteret. For det er måske nødvendigt at forkorte tekster, men det er ikke i orden at svejse dem sammen med andre tekster for større effekt, som det sker undervejs, fx i afsnit 5 ”Ungt og Uskyldigt", hvor der er tekst klippet sammen fra Barndommens Gade og digtet Regn fra 1971.
Altså. Teksten må gerne fremføres med ånd. Men den bør stå for sig selv og uændret.
 |
Med denne lille fodnote, vil jeg virkelig anbefale Danske Digterruter til diskrete og private rejser, og til at have med på stedet, når man opsøger Steen Steensen Blicher på Heden eller B.S. Ingemann ved Sorø Akademi. Søg digterruter når vejen fører ud i de danske landskaber, hvor forfatterne har bevæget sig, og omgivelserne har givet ånden retning.
Danske Digterruter er udviklet af Syddansk Universitet, og støttet af Nordea Fonden.
Den kiedsom Vinter
Den kiedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Skye
Maae flye;
Vor Kakkel-Ovn saa eene staaer,
Og hver Dags Kolde-Syge faaer.
Den tykke Vams, den foeret Dragt
Er alt hengt hen og reent foragt,
Og Muffen er tillige giemt
Og glemt;
Man frygter ey, at Snee og Slud
Skal møde dem, som vil gaae ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
Og leer.Ak see, hvor pyntet Soelen gaaer,
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa nye;
Det klare, lyse Himmelblaae
Er værd at kaste Øye paa;
See Fuglene i Flokke-Tal,
Luftens viide Sommer-Sal
De holde snart hvert Øieblik
Musik;
De kappes daglig, to og to,
At bygge, hvor de best kan boe;
Her flyver een
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straae
Saa smaae.Ak see, hvor tegner Marken vel
For Bonden, heele Verdens Trel!
Han leer, fordi
Hans Slaverie
Skal endes med sin Frugtbarhed
I Fred.
Hist gaaer de kaade Lam i fleng
Og spøge i den grønne Eng;
De knæle med en Hiertens Lyst
For Moders mælkefulde Bryst;
De qvægner ved den søde Taar,
De faaer,
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Biæl, en Lyd af Horn
Er ald hans Spil;
Men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa
Derpaa.Ak, see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øyenbryn!
Den høye Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Naar Soelen brænder, som en Glød,
Og stikker Ild i Barm og Skiød,
Da har man jo bag hvert et Blad
Abskonsel for sin matte Rad;
Her smager Thee og et Glas Viin
Fra Rhin.
Imidlertiid man faaer at see
Et ret naturligt Assemblee:
Hver Fugl har spendt
Sit Instrument,
De raske Dyr vil dandse net
Og let.Ak see, hvor speyle-klar og glat
Den Søe dog er i lave sat;
Det er jo, som
At Solen kom
Kun for at see sit Skilderie
Deri.
Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
Og slap fra Frost og Fange-Garn,
Han faaer nu atter Moed og Liv,
Og spøger frit i Rør og Siv;
See hist, hvor stolt hans Finner gaaer,
Og slaaer.
Nu lirrer Frøen med sin Mund
Imod den søvnig Aften-Stund.
Jeg tænker paa
Mit Hviile-Straae,
Og ender min Spadsere-Gang
I Sang.Saa er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver
Især.
Bekymret Siel, saa seer du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog!
I hvor det gaaer, saa veed jeg grant,
Mit Navn staaer tegnet deriblant;
Gud kommer vist min Tarv ihu
Endnu.
Han rammer nok den rette Tiid,
Da Himlen den skal blive bliid;
Jeg tør maaskee
Vel faae at see
Min Vinter blive til en Vaar
I Aar.
Ambrosius Stub, Aria, skrevet i 1740'erne, først udgivet 1771.
Kilde: Kalliope