Thorvaldsens Grav
"Nu kan jeg dø, naar det skal være, for nu har Bindesbøll min Grav færdig"
 |
Bertel Thorvaldsen var hjemvendt til København i 1838 efter et langt arbejdsliv som toneangivende billedhugger i Rom. Han var svækket af alderdom og mente nu under et middagsselskab d. 24. marts 1844 med bl.a. Oehlenschlæger, Ernst Meyer og H.C. Andersen, at han var klar til at dø - graven var færdig. Det var meningen, at han skulle begraves i Thorvaldsens Museum. Museet var tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll og blev faktisk først færdig fire år efter Thorvaldsens død.
 |
Efter middagsselskabet, hvor bemærkningen om hans egen død faldt, tog Thorvaldsen i det Kgl. Teater. Han fandt sig til rette, hilste på de andre gæster og lukkede så øjnene og sank sammen. Hurtigt gik det op for de andre teatergæster, at han var død. Graven var jo altså ikke helt færdig endnu, og han blev stedt til hvile i Vor Frue Kirke, som han selv havde udsmykket med sine fantastiske skulpturer – Jesus og de tolv apostle. Da museet stod færdigt i 1848 kunne han endelig flyttes til sin planlagte grav midt i museets gård.
Det var ikke til at forudse i slutningen af 1700-tallet, at den lille Bertel skulle få så enestående et eftermæle. Han var søn af den islandske billedskærer Gottskálk Þorvaldsson, som ernærede sig ved at skære ornamentik på flådens skibe på Holmen. Bertel Thorvaldsen var blevet indskrevet på Kunstakademiet allerede som 11-årig. Efter en række udmærkelser og medaljer for sine værker fik han d. 23. august 1796 Akademiets "Rejseinstrux" til sin dannelsesrejse, med et formelt tilsagn om et stipendium på 400 rigsdaler årligt i tre år. Kort derefter tog han afsked med sine forældre og med sine venner, for derefter, med kongelig tilladelse, at følge med fregatten Thetis, der snart skulle foretage et togt til Middelhavet.
 |
Afrejsen fandt sted allerede d. 30. august 1796 og Thorvaldsen satte først foden på dansk grund igen 23 år senere i 1819. Opholdet i København blev kortvarigt – allerede i august 1820 tog han afsted igen. Han kaldte Italien (og især byen Rom) sit andet fædreland og havde her sit virke, sit værksted og sit netværk. Her blev han anerkendt for sine mesterlige skulpturer. Men han var også samlingspunkt for danske og skandinaviske kunstnere i den Evige Stad. Så Thorvaldsen havde mange venner, beundrere og stor indflydelse herhjemme.
Den 7. august 1838 var det tid til at vende hjem. Han gik i Livorno ombord på fregatten Rota, og 17. september blev han på Københavns Red modtaget med længe forberedte, storartede festligheder, og med stormende jubel fra alle de tusinder, som havde samlet sig for at hilse ham velkommen. Samme år fik han bolig og værksted på Charlottenborg på Kongens Nytorv.
 |
Thorvaldsen var altså ikke meget i København gennem sit 73-årige liv. Alligevel opnåede han som den eneste person nogensinde at blive udnævnt til æresborger i København. Udnævnelsen skete i ærbødighed i 1838 i forbindelse med hans hjemkomst til byen. Byen havde savnet sin verdensberømte kunstner, men fik dog med Thorvaldsens Museum en komplet udstilling af alle hans forskellige værker - godt 90 friskulpturer, knap 300 relieffer og mere end 150 portrætbuster.
 |
Andre artikler i Vejviseren om Dansk Guldalder i første del af 1800-tallet
