Kategori: baggrund
"Det maa De kigge i Vejviseren efter"
I 1770 kunne Københavnerne få klare svar på mange vigtige spørgsmål.
- Hvem er bedmand for Knabrostræde?
- Hvad koster det at få kørt et vognlæs fra Nyboder til Christianshavn?
- Hvor meget koster det at sende et brev til Flensborg?
- Hvornår kan man komme af med sit affald?
- Hvor længe er Nørreport åben om aftenen i februar måned?
- Og ikke mindst – hvor bor indvånere som Købmand Bramsen, Assesor Hjort eller Major Røpstorff?
Det kunne de læse i ”Kjøbenhavns Politiske Veyviser”, med 172 sider spækket med lister, fortegnelser og adresser. Vejviseren skabte orden og overblik i Kongens København fra 1770. Det var en tid med handel, foretagsomhed og idealisme – og i øvrigt samme år som Johann Friederich Struensee gjorde kur til Dronningen, og blev Kongens altdominerende rådgiver.
Struensees regimente varede 16 måneder. Vejviseren blev udgivet i bogform frem til 1999 (efter 1862 som Kraks Vejviser).
Byvandring.nu bruger ofte forskellige årgange af opslagsværket som kilde. Man kan fx finde ud af at Nørrebrogade 231 – der i dag er Elgiganten - husede Nora Bio frem til 1970’erne. I de år lå bl.a. en butik for damehandsker og et dansestudie i bygningen.
Men lad os springe 200 år tilbage – og fra Nørrebro til Vimmelskaftet - for at hilse på Hans Holck. Han var købmandslærling fra Nyborg, der gjorde sin lykke i København. Han var en flittig og idealistisk mand. Blandt hans utallige godgørende projekter var at sætte fattighjælp i værk, og at oprette en postrute i Norge. Med Vejviseren gav han sine medborgere et uvurderligt opslagsværk, og eftertiden en spændende indsigt i livet dengang.
Værd at vide i 1770
Oplysningerne i Veyviserens første år fortæller meget om livet i København. Fx fandt Holch det vigtigt at gengive Sørge-forordningen:
”Mand efter Hustrue, og Hustrue efter Mand maa sørge i 6 Maaneder. En Enke maa ikke gifte sig førend et Aar, og en Enkemand ikke førend om 6 Maaneder, uden Kongelig Dispensation, med mindre det er ringe og fattige folk.”
Der er detaljerede regler for, hvilke sørgeklæder man må bære og i hvilke perioder. Heraf kan vi lære følgende:
- Nogle mennesker skal bringes til ikke i at sørge i for lang tid.
- Andre mennesker skal sørge i behørig tid og ikke gifte sig for snart.
- Det gælder kun anstændige mennesker.
Regler og rettigheder for tjenestefolk var vigtigt for mange, og derfor var Tyendeforordningen optrykt, fx denne regel:
En Husbond skal og modtage det fæstede tyende og beholde dem i Tieneste saa længe de ere fæstede, naar de ikke kan overbevises Utroskab, Drukkenskab, Opsætsighed og deslige.
Der var også en liste over byens seværdigheder. Eksempler på disse kan du se i følgende poster på byvandring.nu Vejviseren:
Om Christiansborg Slot i artiklen En Kongelig Affære
Om Søe-Arsenalet i Holmen og Christianshavn
Om Sofienberg Slot i artiklen I byen med Struensee
”Det må De kigge i Vejviseren efter”
Sådan hed det i midten af 1800-tallet om ting der var svære at finde, eller som helt var forsvundet. På det tidspunkt var Vejviseren ikke meget bevendt. Hvordan det nu var – og hvordan Vejviseren fik nyt liv som Kraks Vejviser; ja se det …
… må du kigge i Vejviseren efter
(Det kommer i en senere udgave af vores Vejviseren)
b8c02f8c6de005b4a4f140ee2af843c1