Dyden i Pisserenden
Samfund og seksualitet bag voldene.
De små gader mellem Vesterport og Nørreport havde ikke det bedste rygte. Der var til gengæld altid en kommen og gåen, med logier, kroer og underholdning for enhver smag.
Dette hjørne af byen er i dag en scene for fest, lyst, frigjorthed og forbrug. Man kan beundre et vidt udbud af sære butikker og livlige subkulturer i de hyggelige gader, hvor man kan opleve stor variation i de små gader mellem Vestergade og Nørre Voldgade eller Nørregade og Vester Voldgade. Turen dykker også ned i andre epoker af byens liv, fx. tilbage til da Vestergade var hjemsted for 50 bryggerier under Christian IV.
Vi møder spidsborgere og skønånder fra Guldalderen, da der var åbne rendestene i gaderne, og pæne mennesker skulle holde sig på Dydens Smalle Sti. Det gjaldt særligt for kvinderne, der havde meget snævre rammer for at færdes uden for hjemmet, og i nogle tilfælde endda blev låst bort fra uvedkommende øjne. En enkelt ægteskabelig skandale mellem den smukke unge frue Sofie Ø. og den opflammende digter Baggesen slap dog ud og satte sig spor i kulturlivet ved 1800-tallets start.
Fortidens mænd var ikke under samme kontrol som kvinderne, men de skulle "blive til noget" og have adgang til de rette hjem, hvor de kunne finde en passende kone. Der var andre kvinder til rådighed, men det skrev man ikke om. Mænd der var interesseret i mænd skulle særligt passe på, såsom Herman Bang, der boede på Valkendorfs kollegium. I dag byder kvarteret på steder der åbent henvender sig til forskellige seksuelle orienteringer og nuancer. Men det er stadig ikke helt sikkert for to mænd at holde hånd alle steder i området. Turen giver et billede af kvarterets transformation, fra voldene forsvandt og spidsborgerne flyttede til bedre adresser, herberge og hoteller gradvist rykkede ud på Vesterbro, og navnet Pisserenden kom til at klæbe til kvarteret. De prostituerede rykkede ind og overtog vindueskarmene, og holdt skansen i området i 100 år. Fra 1970'erne blev det den unge og den alternative kultur der prægede området, og dette hjørne af Indre By blev en arena for det frigjorte liv. På Husmanns Vinstue kunne Simon Spies endda undytte sin brunst til at opbygge sit brand.
Pisserenden er en ganske anden skueplads for køn og personlighed nu. Men her er stadig mange steder at gå i byen, og der er rivninger mellem de nu etablerede borgere og unge, der fester i gaderne i dag.
Turen kommer om Skt. Petri, den gamle KTAS-central, hvor kun ugifte kvinder fik arbejde, og Nørregade med Folketeateret, før den slutter af ved Universitetet med den barske historie om pigen, der måtte lide døden for Unaturlig Omgang, og derefter kom under kniven i Anatomisk Teater.
Der er meget at fortælle, og der er et rigt udvalg af beværtninger, hvor man kan indlægge en pause og skylle historierne ned.
Dyden i Pisserenden er udviklet af Lone Jepsen, der bl.a. også står for turen Brøndstræderne - Fremmede, fattige og forbrydere i det gamle København..