Kongens Enghave for Folket!
Københavns ukendte kvarter
Gemt bag ved store veje ligger Sydhavnen eller Kongens Enghave. Bydelen er fuld af den slags steder som de færreste kender. Selv om det er et af Københavns yngste kvarterer, er der historier at fortælle og forbindelse til fortiden.
Det er præcis 100 år siden at de første boliglænger blev bygget langs banen ved Hørdumsgade. Bydelen skulle være "Arbejderklassens Hellerup", med ordentlige boliger, tæt på de store virksomheder der opstod langs Sydhavnens kajer.
I dag er Kongens Enghave et af Københavns grønneste kvarterer, med vidtstrakte haveforeninger og skjulte stier ud til vildnisset, Valbyparken og vandet. I områdets udkanter ligger også fiskerihavnen med bådeklubber; Tippen med fåreflok; og Valbyparkens blomsterhaver.
Lokale græsrødder har kæmpet for at beskytte Sydhavnens enestående miljøer - til glæde for os alle. Så tag ud og oplev Sydhavnen. Med et par timer til fods kan I opleve mange facetter af Københavns gemte bydel. Og der er mange gode spisesteder, hvor man kan afslutte turen.
Besøg gerne café Monster Times på Mozarts Plads (lukket tirsdag).
Byvandring på ca. 2 timer.
Mulige startpunkter:
Mozarts Plads - Sydhavn Station - Sjælør Station - Teglholmen (ved Havnefærge)
Variant: start med en vandring gennem Vestre Kirkegård
Sydhavnen eller Kongens Enghave?
Folk i bydelen siger mest Sydhavnen - men på byvandring.nu skriver vi Kongens Enghave, for ikke at sammenblande det med Sydhavnen som havneområde, som er alt hvad der ligger sydpå fra Langebro.