Bispebjergs Visioner
På Bispebjerg kan man se drømmene om det 20 århundredes Danmark, fra Grundtvigskirken og ned til Københavns nordvestkvarter. Her er udsøgt moderne arkitektur i mursten og sociale udfordringer af i dag. Få overblik over kvarteret og hør historien om Danmark i det 20 århundrede.
Frem til 1901 var det bakkede landskab et landsogn med Utterslev Landsby og mølle, Bøllegård og et buskads, hvor Lersøbøllerne huserede. Men så rykkede storbyen ud med sine funktioner og drømme om den nye by. Over Lersøen kom rådhusarkitekt Martin Nyrops rummelige og lyse hospitalsområde med mange interessante detaljer. I nærheden af det finder man Bjørn Nørgaards "slangehus" Bispebjerg Bakke, der er inspireret af bydelens klassiske boligbyggeri. Også kirkegården blev anlagt på den nyvundne plads på Bispebjerg. Men i dag er det gamle kapel og krematorium omdannet til Dansekapellet.
Øverst i bydelen troner Grundtvigskirken, der rejste sig på bjerget 1919-40 som en katedral i gule mursten. Nedenfor ligger lejligheder bygget for almindelige mennesker af tidens store arkitekter, som var inspireret af kirkens arkitekt, P.V. Jensen Klint. Den nye bydel skulle opfylde menneskers behov for gode boliger og grønne omgivelser, og her er talrige eksempler på modernisme i mursten.
Tiden har været hård mod Bispebjerg. Fra at være et sted arbejdere drømte om at flytte hen, er bydelen nu socialt udfordret og gennemskåret af store traffikårer. Men kvarteret har kvaliteter og overraskelser. Turen kan bruges til at lære kvarteret at kende og at kigge på klassisk arkitektur. Men den er også et afsæt til at diskutere Danmark og velfærdsstaten i det 20. århundrede.
Turen kan inddrage industrikvartererne omkring Rentemestervej og det gamle Nordvestområde, der starter ved Nørrebro station.
Vi har også byvandringen Udfordringen, der fokuserer på grænsen mellem Nordvest og Ydre Nørrebro. Et overgangsområde mellem to dele af byen, som står til at blive centralt med åbningen af en metrostation i 2019.