Mermaid mishandling

Da jeg stiller mig i videnskabens tjeneste,

opdager jeg, at jeg i årevis har formidlet en falsk version af Den Lille Havfrue.

en tilståelse fra Paul Hartvigson, historiker og turistfører

”Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den dejligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.”

Sådan åbner HC Andersen Den Lille Havfrue. Jeg har genfortalt det eventyr for turister måske tusinde gang gennem femten år. For om sommeren guider jeg fra krydstogtsskibe og hoteller, og turene kommer næsten altid omkring Langelinie og den berømte statue.

Det er sjældent at jeg tager byvandringer forbi Havfruen, der vidt og bredt opfattes som selve symbolet på København. Men gå med på turen om Havfruens Hemmelighed d. 17.10 kl. 14.00 - tirsdag i efterårsferien 2017.

Det er med nedsat 70 kr. da det er en eksperimentel tur. Ja, jeg bedriver eksperiment på mine deltagere! Læs mere og køb billetter her

Langelinje med havfrue, Juni 2017.

Det kræver overbevisning at fortælle om Havfruen på Langelinje. På sine værste dage er stedet turismens parodi på sig selv. Statuen er af beskeden størrelse, og ser mindre ud oppe fra promenaden, og når man mest kommer der om formiddagen er der endda modlys, og mylderet af mennesker er overvældende. Alle skal se hende, og for at der skal være en mening med galskaben, skal de også stille sig op og fotografere hende.

Derfor har jeg trænet en genfortælling, der kan leveres på to minutter, fx mens turistbussen slår sin vending holder ind plads.

Sådan genfortæller jeg:

Eventyret handler om den lille havfrue, der lever i et palads af koral og perler på havets bund. På sin 15 års fødselsdag får hun lov til at tage til overfladen. Her ser hun en prins ombord på et skib, og da skibet går ned, redder hun ham og svømmer med den bevidstløse unge mand til kysten, hvor hun synger for ham, til han slår øjnene op. Men i det samme står solen op, og hun er tvunget til at vende tilbage til havsens bund. Hun har forelsket sig håbløst i prinsen, og hos havheksen bytter hun sin tunge for en drik, der kan give hende ben.

Statuen viser hende netop i forvandlingens øjeblik, før hun vil forlade sit kendte element og gå på landjorden i sin søgen på kærligheden. Statuen er inspireret af en ballet over eventyret – opført i 1905 - og den excentriske brygger Jacobsen var så betaget, at han fik ballerina Ellen Price til at sidde model – indtil hun fandt ud af at bryggeren ville placere statuen i havnen. Da en kongelig ballerina ikke kunne lade sig se nøgen i havnen, nægtede hun at lade andet end sit ansigt modellere, og kunstnerens kone måtte lægge krop til statuen.

Tilbage til eventyret: Havfruen kommer til prinsens slot og bliver hans fortrolige. Prinsen fortæller hende, at han én gang har mødt sit livs elskede, men aldrig har kunnet finde hende igen. Han kunne ikke se hendes ansigt for morgenlyset, og husker kun hendes stemme. Havfruen kan ikke erklære hvem hun er, da hun mangler sin tunge. Prinsen gifter sig med den prinsesse hans far har valgt til ham, og den tidligere havfrue går grædende til havets bred. Da hendes tårer blander sig med det salte vand, sender Havheksen hende en besked: Hun kan få sin tunge igen, sin fiskehale og hele sin tilværelse med slot på havets bund. Hun skal bare dræbe prinsen med en kniv, og bringe hans hjerte til heksen. Ellers vil hun blive til skum på havet.

Det nægter hun, og for anden gang ofrer hun sig. Første gang forlod hun sin verden for at søge efter kærlighed. Anden gang ofrede hun alt for den, hun elskede, uden at forvente noget til gengæld.

Det er en romantisk fortælling om kærlighed og om at ofre sig.

Jeg var ret glad for min version, der lader sig fortælle på to minutter, og som rammer en stemning. Og jeg troede faktisk at sådan var eventyret. Men jeg kunne ikke huske historien. Faktisk husker jeg, at jeg aldrig har læst historien helt igennem, for den er så ubærlig.

Så får man en opgave. Jeg er blevet bedt om at lave havfrue-tema-ture til en havfruekonference i København 24. - 27. Oktober i København. Forskere og fortolkere fra den hele verden vil komme til København for at hellige sig havfruevidenskaben og de dertil knyttede lidenskaber og lidelser. Derfor åbnede jeg HC Andersens eventyr igen. Og jeg fandt ud af, at jeg faktisk ikke kunne huske historien i sin helhed.

En af de ting jeg skar bort - af hensyn til taletiden - var Havfruens fem søstre, der er ved overfladen år før hende, og til sidst giver deres hår til Havhexen for at hun vil tilbyde at redde den lille havfrue. Men der er også et helt tempel med unge piger, som finder prinsen (efter havfruen råber), og der er Luftens Døtre (se om dem senere). Altså hele tre søsterskaber. De må symbolisere noget. Men dem så jeg bort fra i mit forsøg på at skabe en handlende hovedperson.

Besøget hos havheksen, Harry Clarke, 1914.

Den forfærdelige havfrue

Skønheden ligger i passager, hvor det fortælles hvordan Havfruens fem søstre stiger op til havoverfladen, når de bliver gamle nok.

Hun dykkede op, just i det Solen gik ned, og det Syn fandt hun var det deiligste. Hele Himlen havde seet ud som Guld, sagde hun, og Skyerne, ja, deres Deilighed kunde hun ikke nok beskrive! røde og violette havde de seilet hen over hende, men langt hurtigere, end de, fløi, som et langt hvidt Slør, en Flok af vilde Svaner hen over Vandet hvor Solen stod; hun svømmede henimod den, men den sank og Rosenskjæret slukkedes paa Havfladen og Skyerne.

Sådan beskriver digteren det, da en af Havfruens storesøstre stiger op til overfladen, og eventyret er fuld af skønne billeder. Men også af en handling, hvor Havfruen spiller en mærkelig passiv rolle.

Javel, hun redder ham efter skibbruddet, og bærer bare prinsen til kysten. Men hun synger ikke for ham, giver ham ikke livet tilbage. Hun råber bare på hjælp og gemmer sig, og lader andre om at finde prinsen. Prinsen ser hende ikke, før hun – senere og uden tunge – bliver fundet som jordisk pige ved havets bred nær slottet. Altså er det aldrig hende, prinsen faktisk genkender. Til sidst dræber hun ham ikke. Hun lader ham gå, og åbner sig for udslettelse.

Havfruen har faktisk aldrig haft en chance. Til gengæld bliver hun i eventyrets sidste halvanden side indrulleret i et søsterskab af luftens ånder, og skal udstå en 300 års periode af tjenester, før hun måske får en sjæl. Hendes prøvetid kan blive forkortet ved at møde yndige børn, men at møde onde børn lægger til den tid hun må tjene.

Det inspirerer til en sagtmodig selvopofrelse – hvis man identificerer sig med Havfruen. Eller er det bare en billig opfordring til at børn skal være flinke, og ikke uartige og onde?

Det emmer af smertesmageri og skærsild og at være tilfreds med at lide uset. Det er ikke noget jeg rigtig kan forsvare at læse for mine døtre.

Besøget hos havheksen, Ivan Bilibin, 1937.

Den enestående Havfrue

Havfruen var også nyskabende ved bare at være hovedperson. Måske er hun den første litterære hovedperson, som er andet end et menneske. Jo, der var eventyr med mennesker, fortryllede til dyr, som får deres skikkelse igen. Men for havfruen er mennesketilværelsen en fase mellem hav og himmel. Jo, der var fabler omtalende dyr, fra Æsop til La Fontaine. Men fablerne er moralske lignelser, og dyrene er figurer. Jo, der var myter om guder og helte. Guderne var nok overmenneskelige, men mere end uhyrer, titaner og jætter.

Havfruen får den store indlevelse fra læseren. Vi oplever, sanser og håber gennem havfruen. Hun åbner en hel verden af indblik og identifikation. Og samtidig er hun så ulideligt lidende og en bly bænkevarmer.

Der er skygger af HC Andersens egen rejse fra sin fattige opvækst i Odense til livet blandt Københavns åndelige elite, og fornemmelsen af den fremmedhed han åbenbart selv følte. Der kan også være et spor af uforløst og fortiet kærlighed.

Det var meget sent jeg lærte Havfruen at kende. Faktisk måtte jeg læse historien i bidder, for den gjorde mig arrig og mismodig.

Jeg ved med mig selv at jeg bliver nødt til at fortælle den igen, når jeg igen skal guide turister.

Og denne gang kan jeg ikke bilde mig ind, at jeg forstår Den Lille Havfrue.

Læs om Havfruens Halshugning i 1964, måske Danmarks mærkeligste forbrydelse, og Jørgen Sørøvers særdeles suspekte tilståelse

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Mermaid mishandling
Leveret s�ndag d. 1. oktober
Byens Bevarelse kom ikke af sig selv
Leveret tirsdag d. 22. august
Valentines Day 2017 vindere
Leveret tirsdag d. 14. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture