Havfruens stumme skrig

Det var et chokerende billede der gik verden rundt i 1964. Københavns berømte Lille Havfrue berøvet sit hoved. Et åbent ar til det hule indre af Evald Eriksens bronzestatue fra 1913. Det var som et råb om tiders undergang. Provokationens gennembrud og et dødsmærke på den danske idyl. Et varsel om sære tiders komme?

Eller bare et stykke åndsforladt hærværk?

Voldsomheder i Vandkanten

Solen var endnu ikke kommet frem, da hun saae Prindsens Slot og besteg den prægtige Marmortrappe. Maanen skinnede deiligt klart. Den lille Havfrue drak den brændende skarpe Drik, og det var, som gik et tveægget Sværd igjennem hendes fine Legeme, hun besvimede derved og laae, som død.
(HC Andersen: Den Lille Havfrue, 1835)

Jeg købte seks nye klinger af hærdet stål til min nedstryger, lejede en lille båd af typen: jolle med påhængsmotor og et godt anker. Iført lange lystfiskerstøvler hægtet til livremmen sejlede jeg fra Burmeister og Wain-siden af havneudløbet og satte kursen mod Langelinie, hvor Den Lille Havfrue sad og tronede på sin Stenalderdysse.
(Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sine spor, 1997)

Introduktion til Københavns Havfruer skrevet ved Havfruens 100-årsdag i 2013

Historiens savtakker

1964 bliver skæringspunkt mellem Efterkrigstid og Oprørstid. Havfruedrabet er prolog til et halvt århundredes kunstneriske kampe og storm mod ikoner og autoriteter.

På havfruens halshugningsdag var jeg personligt halvandet år gammel, og jeg er ikke bevidst om en tid UDEN oprør og slag i borgerdejen. Intet år uden protester, indskrifter på vægge, slagord, og tvivl kastet tilbage på alle autoriteter.

Litteraten Frederik Stjernfelt øver ”Kritik af den Negative Opbyggelighed” (2005, i samarbejde med digteren Søren Ulrik Thomsen). Han går i rette med et kunstsyn, hvor kunstneren retfærdiggøres ved primært at være oprører. Vendinger som at ”overskride normer”, ”chokere publikum”, ”nødvendige provokationer”, ”tale Roma midt imod” og så videre er blevet til dagligdags reklameslogans for de mest bovlamme præstationer.

Nu var det ikke en bovlam præstation, Jørgen Nash tilstår at have lavet den tågede aften i 1964. Aktionen, som Nash kalder sit ”Havfruedigt” beskrives som en teknisk svær bedrift. Det var ikke let at være kunstnerisk oprørerer dengang. Det var de færreste der faktisk opdagede kunstnernes forsøg på at provokere.

Det kunne være en kold tjans at provokere i tresserne. Her er fire kumpaner fra gruppen co-ritus under en aktion i 1962: Jørgen Nash, Hardy Strid, Jens Jørgen Thorsen og Dieter Kunzelmann. (Kilde: Modkraft)

En forbrydelse kræver et offer

Dette digt – Havfruedigtet - blev opdaget modsat så mange andre provokationsforsøg. Når attentatet vakte opsigt, var det fordi det ramte den uskyldsrene offentlighed, der ikke til daglig gik og overvejede kunstens væsen.

Min turistførerkollega Cai Dollerup – der også førte turister i sin ungdom - var ude med en en Royal Tour den dag:

Jeg husker stadig, hvilken stilhed der faldt over bussen, da jeg på en forårstur havde fortalt havfruens historie og slog ud med arme og ben og så omsider fik kigget på hende. Der sad hun på stenen i sin bekendte stilling, men aldeles uden sit hoved den 25. april 1964. Det var mildt sagt en ganske uventet overraskelse. Havfruens centrale placering i turistens oplevelse af København betød, at jeg var ret forarget over udåden, og dagen efter var jeg ude for at se den lemlæstede statue sammen med flere tusind andre mennesker. Der var en tyst begravelsesstemning over det hele. Det blev politiets mordafdeling, der kom på sagen.

Meget hurtigt blev statuen transporteret til Lauritz Rasmussens Bronzestøberi i Rådmandsgade, hvor et nyt hoved skulle modelleres, støbes og sættes på, så ”kunstværket” var snart usynligt for offentligheden.

Nu blev Havfruedigtet konceptkunst, hvor medierne spillede en hovedrolle, og omtalen blev vigtigere end ”værket” selv. Selvfølgelig voksede interessen ved idéen om at hovedet var derude.

Og det blev en del af komedien, at politiets mordafdeling blev sat på sagen. For hvem var offeret så? En statue? Et eventyr af H.C. Andersen? Det nationale image? Eller publikums følsomhed?

Det rigtige hoved blev eftersøgt – på Københavns tage – i Horsens Fjord – i Utterslev Mose, på gravhøjene i Jelling og inde i en buste lavet af Jørgen Nash. Denne kunstner udtalte sig kryptisk om at vide, hvem gerningsmanden var. Han kom i politiets søgelys og pressens fokus. Både i 1964, og da sagen igen blussede op i 1966.

Det var i sandhed et gennembrud for provokationen som kunstart.

Havfruedigt eller Hærværk - giv dit bidrag på den Situationistiske byvandring 24.2 2014 - kl. 19.00 fra Nyhavns Mindeanker.

En tilståelsessag?

Efter af have savet to tommer ind i halsen på vores verdensberømte bronzepige med fiskehale og spidse bryster knækkede klingen, som sikkert var overophedet og slet ikke kunne klare mit hidsige tempo og kriminelle mål: Hovedjæger i nattens mulm og mørke.

Sådan skriver Jørgen Nash om den første nats forsøg på at aflokke Havfruen sit hoved ”en veritabel fiasko fuld af mange smerteminutter og forsmåede aggressioner”. Det er i selvbiografien fra 1997 Havfruemorderen krydser sit spor, der beskriver kunstnerens vej på tværs af det 20. århundrede.

Det er et blandet dokument, der kommer omkring skabelse, sex, kunstværker, venskaber, fjendskaber, galskaber. Sporskifter og manifester der afløser hinanden. Uh, hvor kan han lange ud efter etablissementet, kunstneriske fjender, pompøse professorer og en enkelt ekskone. Men havfruen - hvis hoved han tilstår at have savet af - omtales altid med en stor respekt.

Man er i spændende selskab med Jørgen Sørøver, som han ofte kalder sig selv. Til tider anstrengende selskab. Men man får serveret meget mere end fortællingen om et overlagt mord begået med nedstryger.

Jørgen Sørøver havde lang erfaring med drengestreger, kunstgreb og illegal aktivitet. Under besættelsen deltog han i modstandskampen, men var også på venlig fod med Edderkoppen, den berygtede sortbørskonge.

Hvilke numre havde Jørgen Sørøver lært af den kriminelle kunstkregler Svend Aage Hasselstrøm, berygtet som Edderkoppen?

Vi starter vandringen den 24.4. i Nyhavn, og besøger kvarterets kroge i et senere nummer af Vejviseren.

Og så må vi tro på at Jørgen Sørøver taler sandt – i denne sag, som i så mange andre.

Sammenlignende Vandalisme

Jørgen Nash bror er den kendte Asger Jorn. Trods nogle modsætninger forfulgte de samme spor. Jorn stiftede sågar ”Institut for sammenlignende Vandalisme”. Jorn malede figurer på gamle malerier, og ødelæggelsen af det banale kunstværk er anerkendt som kunst.

Asger Jorn - 'Den Foruroligende Ælling'. Hvad enten det er Store J. eller Lille J. der er på spil, så må HC Andersen holde for. (Kilde: Museum Jorn; se link for neden).

På Statens Museum for Kunsts udstilling "Rastløs Rebel" kan man blive klogere på Store J. Det er påfaldende at udstillingens titel spiller på netop kunstnerens virkelyst og oprørsånd – mere end for den kaliber hans værk havde. Er det Den Negative Opbyggelighed der er på spil her?

Kan man sammenligne ”Havfruedigtet” af Jørgen Sørøver med storebror Asgers overmaling af et gammelt skilderi, der ellers nok bare havde stået og samlet støv i et hjørne? Den Lille Havfrue er og var et kendt og elsket værk, som mange har følt en art ejerskab af.

Begge er lavet med en hilsen til H.C. Andersen. Formatet er ganske forskelligt. Er frækheden det også?

Men spørgsmålet er det samme. Kan der opstå kunst ved destruktion af kunst? Enten siger man nej: Det er blot og bart hærværk. Eller også siger man ja, og så åbner man op for en afgrund af spørgsmål og tvivl.

Er det budskabet, der kom ud af det åbne svælg på den hovedløse havfrue den 25.-4. 1964?

Al kunst er svær – ellers var det ingen kunst

(Storm P.)

Havfruedigtet taler stadigvæk på tværs af 50 år, der hovedsagelig er i provokationens tegn. Den blotte idé er så barok, at kunstværket opstår i hovedet på den der hører om det.

Det har endda inspireret til en gentagelse i år 1998, som var virkelig uoriginal.

Havfruen i eventyret bliver stum som prisen for at stræbe efter kærligheden. Selve statuen ser sky og sorgmodig til siden. Men historien talte ud af det hul, hvor det oprindelige hoved sad. Nu sidder hovedet på igen, og Havfruen er fyldt med cement, så der ikke er flere der finder på at gentage Havfruedigtet..

Det skal ikke holde byvandring.nu fra at diskutere aktionen i al sin rædsel – og hvad den betyder. Og tage bestik af, hvor meget verden har ændret sig fra 1964 til i dag.

Mødested er ved Nyhavns Mindeanker 24.-4. kl. 19.00. På vandringen dertil passeres Amalienborg, og der kastes et blik på Operaen og andre seværdigheder.

Henvisninger

Hvordan kom havfruerne til København?
Se den tidligere artikel om havfruer i Vejviseren, skrevet ved Havfruens 100-årsdag i 2013
H.C. Andersen: Samlede eventyr (Den Lille Havfrue udgivet i 1835).
Jørgen Nash: Havfruemorderen krydser sit spor (Aschehoug 1997)
Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005)
Pablo Henrik Llambías: Turistattraktion, (Informations Forlag 2001)
Linda Petersen: Expect Anything, Fear Nothing, fra Modkraft (2011)
Hvad Skovsøen Gemte. Artikel om overmalinger mm på Museum Jorns hjemmeside

Udstillingen Rastløs Rebel om Asger Jorn på Statens Museum for Kunst forsætter til d. 15. 6. 2014.

Havfrue i blitz og modlys Jeg kender mennesker der er fortørnede over, at netop Havfruen skulle repræsentere København, som deres by. Kunstelskere kan ærgre sig over den gode kunst, turisterne IKKE får set. Og Visit Denmark – tidligere Danmarks Turistforening – prøver at brande sig på mange moderne og spidsfindige måder. Men de må gang på gang falde tilbage på H.C. Andersen og hans værk.

Pablo Henrik Llambias skriver om turistorganisationens halvhjertede accept af at Den Lille Havfrue, som ”til nød kan repræsentere alt det, som man gerne vil bryste sig af: velfærdssamfundet, retssikkerheden, hyggen, gæstfriheden, kulturen, naturen, men som mest af alt blot repræsenterer sig selv og derved føjer sig ind i den række af etisk værdiløse photo opportunities, som den bevidstløse masseturist læsses af til over hele verden, og som knap får dem til at ænse, hvor de befinder sig.”

Som turistfører kan jeg tilføje at denne photo opportunity ikke bare eventuelt er ”etisk værdiløs”. Den er også enestående ringe. Stort set alle turister ankommer om formiddagen, idet krydstogtsskibene lander om morgenen, og Langelinie er det første og obligatoriske stop. Ud over at der er menneskemængder om formiddagen er der også modlys – og Havfruen befinder sig neden under beskueren – og det er nærmest umuligt at få et ordentligt billede, uden at opholde de andre elementer i horden af turister. Som ikke har meget andet at gøre her, end lige at fotografere.

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Mermaid mishandling
Leveret s�ndag d. 1. oktober
Byens Bevarelse kom ikke af sig selv
Leveret tirsdag d. 22. august
Valentines Day 2017 vindere
Leveret tirsdag d. 14. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture