Havfruer i mere end 100 år

Havfruer er ikke, hvad de har været. Alligevel bliver de flere og flere. I nu hele 100 år har den ene siddet på en sten i havnen og repræsenteret Danmark, og er blevet et symbol på vor by og os, mens stigende antal turister er strømmet til hendes fod eller fiskehale. Hun er del af en længere historie om havvæsener og vartegn i havnen.

Havfruegrunden og Byens Vartegn

Ud for København lå i middelalderen en mudderbanke, hvor skibe kunne gå på grund – og det er også en bedrift. Revet fik navnet Havfruegrunden. Havfruer får skibe til at gå på grund, og det var også en bedrift, som sømænd har vidst siden før Odysseus lod sig binde til masten. Den gang var de frygtede væsener, men også lokkende farlige.

Havnen var et sund der rakte helt over til Amager, og Havfruegrunden har ligget lige over for Slotsholmen. Det var nok Christian IV der fik taget livet af den, da han fik opfyldt og anlagt Christianshavn. Til gengæld fik han rejse Byens Vartegn midt i havnen på en søjle med Leda og Svanen. Hende kunne skibene navigere efter, og så var der også en mere eller mindre nøgen dame at kigge på i havnen.

Digteri

H.C. Andersen fik udgivet Den Lille Havfrue i 1835 – da København endnu var omgivet af volde. Det er en romantisk fortælling om at elske på afstand, at gå gennem smerte og at ofre sig for kærligheden, og med en bittersød og lidt underlig afrunding. Men rørende også, og folkesagnenes femme fatale er i Andersens bearbejdning blevet offer for følelser og samvittighed. Havfruen gik fra at være en trussel til en tragisk heltinde.

Det var en fortælling, der kunne inspirere i flere overleveringer. Den inspirerede balletten i 1903, som igen inspirerede en af Københavns ustyrlige originaler, nemlig brygger Carl Jacobsen. Han fik kunstneren Evald Eriksen til at portrættere ballerina Ellen Price i partiet som havfruen – men da hun fandt ud af at statuen skulle stå i havnen, nægtede hun at sidde nøgenmodel, og kunstnerens kone måtte lægge krop til.

Der sidder hun med idealhoved, realkrop og fantasi-fiskehale i forvandlingens øjeblik og er et godt udtryk for symbolismen. Den stod for fald som dominerende kunstretning dengang i 1913, men trods ekspressionisme, surrealisme og modernisme overskyllede kunstverdenen, blev den Lille Havfrue mere og mere populær i den store verden. Den Lille Havfrue herskede uantastet i havnen, og blev postkortpige, turisternes darling og et symbol man som Københavner må finde sig i.

Denne pakistanske TV-journalist vælger Havfruen som baggrund for sit indslag - om eftermiddagen, hvor der ikke er så overrendt på Langelinie.

Der skete noget i 1964, da fruens hoved en dag var forsvundet. Selv om et nyt blev lavet, er det et meget stærkt billede der står tilbage. Affæren blev ikke mindre pikant af at forbrydelsen aldrig blev opklaret – og hovedet er et sted derude endnu. I 1997 røbede Jørgen Nash (en autoriseret original) lidt af sløret i bogen ”En Havfruemorder Krydser sit Spor”.

Læs mere om Nashs såkalde havfruedigt, i en artikel skrevet ved 50-året for attentatet i 2014

Trods denne udspekulerede aktion tiltrækker Havfruen hvert år en strøm af turister til Langelinje, hvor de stiger ud af busser og kæmper om adgangen og foto-vinkel på ikonet – til tider i en panisk stavren op og ned af stenene ved stranden, gennem hele turistsæsonen fra maj til september. I sandhed et sælsomt skue, som ville have forundret den gamle digter, og en daglig situationistisk happening, som kunne have fået selv Jørgen Nash til at miste mælet.

To sider af det moderne

Gå længere ud af Langelinie for at finde et par andre havfruer. Den ene er del af et større cirkus på Langelinie Allé, kaldet det Genmodificerede Paradis. Den er at finde i havnebassinet ved siden af, og ser sørgeligt gennemskåret og kejtet ud. Det er et værk af Bjørn Nørgaard. Denne sære kunstner, der er god til at skabe både det sublime og det skrækkelige, og er modernismens svar på 87 års afstand til originalen. Den blev skabt i 2000 til Expo i Hannover – og opstillet i 2006.

Det moderne har også en mere glat og behagesyg side. Ved starten af Langelinie kaj står den Store Havfrue fra 2007 – opstillet af Peter Bech, der drev restaurant og en overgang var ejer af Middelgrundfortet. Hun har struttende bryster og en bag der røber sig i fiskehalen, og et nogenlunde lige så spejlglat ansigt. Statuen var baseret på et par fotos af Bechs niece, der blev sendt til et stenhuggeri i Kina, udfærdiget i granit og sejlet hertil. Hun står tavs tilbage efter entreprenøren har trukket sig fra forretninger i havnen.

Det er som om de moderne tider deler sig i to – i grel provokation eller plastickirugi i granit. Det er ikke til at sige hvad der er det mest monstrøse.

Dæmoni

Der er en af byens havfruer der har noget at sige. Hun dukkede op for bare et par år siden, lille og irret på kanten af Den Sorte Diamant – nærmest over for, hvor Havfruegrunden angiveligt lå. Det er Anne-Marie Carl Nielsens Havfrue fra 1921 – og den eneste af byens sirener der er udtænkt af en kvindelig kunstner. Den havde ellers været gemt væk i mange år – først i Østre Anlæg (hvor man nærmest officielt gemmer statuer væk), og så på depot. Men nu er hendes tid kommet.

Der er stirrende rædsel i øjnene og vild kraft i den uregerlige hale, der ser ud til at kunne knække en eventyrprins midt over. Og der var sket noget mellem 1913, hvor den velkendte havfrue var fra – og så 1921. Verdenskrig, Revolution, den Spanske syge. Statuen er skabt af en klassisk dannet kunstner – men den er på kanten af tiden. Kød og krop og angst er spærret inde i kobberet her, og bag de stirrende øjne.

Mændene skal med

De mandlige vand-væsener er mindre kendte i København, men de færdes i sagn og eventyr på fatal og farlig vis. Se her Olaus Magnus' fremstilling af Nøkken, der får en mand til at styrte i afgrunden med sit violinspil, fra krøniken om de Nordiske Folk fra 1555.

Det er ikke altid let at være havmand. Fra Højbro kan man se dem i vandet. Otte mand høj. Det er havmanden og hans syv sønner. Dem havde han fået med Agnete, som han havde lokket ned til sig, men hun var vendt tilbage til jorden og sin moder bag kirkens beskyttende mure, og havde efterladt ham og deres syv sønner dernede sammen. Det er næsten socialrealistisk gribende at se de uklare figurer af den efterladte fader med sine børn i det forplumrede vand i Slotholmskanalen, som en slags eventyrverdenens Underdanmark.

Oppe i Helsingør sidder nu den spejlblanke Han af Elmgren og Dragset. En ung mand i Havfruens positur, men uden fiskehalen. Også tvetydig og på kanten af havnen – foran det nedlagte skibsværft, og med Kronborg bag sig. Men Han skal ikke have skylden for skibe dér går på grund – for værftet var gået neden om og hjem mange år før han dukkede op på kajen. Men som megen spændende kunst vakte han furore og debat i det gamle Helsingør.

Han er også blank – så blank at man kan spejle sig i ham – og det er også noget.

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Mermaid mishandling
Leveret s�ndag d. 1. oktober
Byens Bevarelse kom ikke af sig selv
Leveret tirsdag d. 22. august
Valentines Day 2017 vindere
Leveret tirsdag d. 14. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture