Herman Bang og Pengene

"Forfatteren står i dyb gæld …"

'Navnkundig fæstning København – du kaldes Sluge-Penge.' Sådan skrev Sehested i 1680’erne. ”Pas på Pengene” advarede Dan Turèll i 1977. Dette er en artikel om digt og dårlig økonomisk dømmekraft, med Herman Bang som hovedperson.

Den unge Herman Bang måtte kapitalisere sit talent. Han kom fra en pæn familie i provinsen. Men barndomshjemmet på Als havde Tysken taget, og i 1875, da Bang var 18, var begge hans forældre døde. Den unge mand måtte klare sig selv og skabte sig et navn i København. Det var en god tid til det, for byen var også i gang med at genopfinde sig selv.

Den indolente attitude på dette billede fra starten af 1880'erne dækker over den unge Herman Bangs kreative drivkraft og vilje til at realisere sine drømme. Det var egenskaber der også skaffede ham i dårligt selskab og økonomisk forlegenhed.

Overfladisk set var Herman Bang en journalistisk komet, en spidsfindig forfatter og en mand der førte sig frem overalt i byen med smag og smarte vaner. Men hans nonchalante elegance var blandet med nervøsitet og intensitet. Nervøsitet var ét af tidens modeord, i klang med det moderne menneske i den kaotiske by med trafik, bekendtskaber og begivenheder, man ikke måtte gå glip af.

Bag facaden var Bang en litterær arbejdshest. Han skrev reportager og lejlighedsjournalistik for at tjene penge. Det kan godt være at han måtte gå sultende i teateret, trygle sin forlægger om betaling og holde sig af vejen for kreditorer. Men modgang knækkede ham ikke, og efterhånden fik han skrevet uforglemmelige romaner og vedkommende noveller.

Friske Penge

100-krone sedlen som den så ud i 1873. Teknikken med at producere pengesedler har udviklet sig i takt med foretagesomme personers forsøg på at efterligne dem.

Den pengetrængende forfatter kastede sig rastløs ud i projekter. I 1882 blev den 25-årige Bang redaktør i det nye tidskrift Vor Tid, der blev udgivet af Carl August Riemenschneider og Benedikt Salomon.

Med blikket på kæmpe muligheder i tidens medieverden havde de to herrer investeret i en trykkemaskine til tidsskriftet. Den satsning viste sig at være svær at tjene ind. Men så fandt Salomon på den geniale løsning at xylografere en efterligning af Nationalbankens 100-kroneseddel, som han og Riemenschneider trykte ved nat, og som kunne få et troværdigt brugt udseende ved at blive kørt over med en svamp. Det lykkedes makkerparret at slippe af med nogle af de gode kopier til Landmandsbanken, en vekselerer, og især til bladets kreditor, grosserer LM David. Men David indsatte pengene i Nationalbanken, der snart efter varskoede ham om de falske penge. Han gik så til Riemenscheiders og Salomon for at advare dem.

De to herrer nægtede ethvert kendskab, men de vidste at spillet var ude og tog flugten med lommerne fulde af falske penge. For en sikkerheds skyld forlod de København til fods over Valby Bakke, og stoppede kun til kaffe på Damhuskroen, før de steg på toget i Glostrup, hvor de blev genkendt, og politiet ventede på dem i Roskilde.

Jeg kunne have svoret på jeg havde læst at Bangs kompagnoner blev pågrebet på Damhuskroen – det fatale sted, men det skete ved Jernbanen. Bortset fra det så vejkroen slåedes ud midt i 1800-tallet, før der kom Tivoli og Enkebal.

Politiet gennemsøgte Vor Tid’s kontorer og fandt Herman Bangs visitkort med påskriften ”hvor er pengene?”. Selv om Herman Bang blev slæbt i forhør, var han åbenlyst et offer for bedraget. Han slap med røde ører, ubetalt honorar og en dyrekøbt erfaring at skrive ud fra.

Bankierens blik for bagsider

Stuk er Bangs roman om facader par excellence. Romanens intrige udspiller sig på Victoriateateret. Det er et drømmepalads med forhåbninger, forestillinger og store armbevægelser samt ukloge dispositioner såvel i køkkenet som på regnskabskontoret. Det flotte teater ledes af et dynamisk trekløver i tidens takt. En af dem hedder Herluf Berg – som man kan læse som et alter ego for Herman Bang selv.

Det elegante omslag på Stuks andenudgave i 1908 hentyder til fantasi og bobler. Begrebet bobleøkonomi stammer tilbage fra det tidlige 1700-tal, hvor spekulationen havde fået frit løb, først i Holland og England.

Læserne gættede på, hvem romanens personer i virkeligheden var. Det er pikant, og det sælger, selv om det kan være helt lige meget. Så sælger skandaler jo også romaner. Og de kan forhåbentlig sælge byvandringer - for hvorfor vil jeg ellers grave en 134 år affære op?

Her handles, der spildes, sættes stykker op, og man deler fribilletter ud for at fylde salen og foregive succes. Man kan kalde det en økonomisk boble, der pumpes op til tidens nervøse valsetakt. Der bliver taget flere fatale beslutninger undervejs. I al iveren og aktiviteten bliver der også sjusket.

En dag kommer konferensråd Hein forbi stedets restaurant i et ærinde. Han er Københavns store finansmand og ejer af Banken, som er teatrets långiver. Den uanmassende Hein bliver sat til at vente i et sidelokale – og glemt af en fortravlet tjener.

Konferensråden bruger øjnene, mens han venter. Et par af de fine borde står på hovedet, og bagsiden ser meget lurvet ud. Så kommer teatrets leder og arkitekt ilende. Konferensråd Hein erklærer beskedent at det bestemt ikke gør noget at han måtte vente, han skulle blot høre om han kunne beværte nogle bankfolk på teatrets restaurant.

”Og helt i Forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok: De d e r, bedste Bygmester, er forhaabentlig ikke mellem de "Ibentræsborde", der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste … De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside - Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien: Jo - - jo, sagde han … De er betalt med 43, sagde han. Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge …”

Konferensraad Hein lader til at slå det hen, og tager afsked på en nærmest kejtet facon. Men det er også facade, for Konferensraad Hein repræsenterer den absolutte soliditet.

Hein er selfmade man, skibsredder, byggematador, bankier - passer på én person i Københavns samtid, CF Tietgen. Den store dansker, finansgeniet, og måske den mand der har præget byen mest siden Christian IV; men med meget bedre sans for gode investeringer og det økonomisk holdbare.

Buste af Tietgen på Københavns Rådhus. CF Tietgen sad i Borgerrepræsentationen, men engagerede sig næsten udelukkende om spørgsmål omkring Københavns Havn.

Til Juni 2016 kommer en tur om CF Tietgens København. Til at begynde med kan man kigge på en liste over Tietgens egne elskaber og selskaber han var med til at grundlægge.

Soliditeten og skarpsindigheden hos Hein danner kontrast til alt det overfladiske som Stuk omhandler.

Kilder

Martin Zerlang, Herman Bangs København, Politiken 2007.

Hør novellen ”Jul i det Fremmede” af Herman Bang på ”Den 2. Radio”. En pinagtig dvælen ved pengeproblemer i Prag.

Coneliand: Hjemmeside med bl.a. danske kriminalsager

Herman Bang

Nyhedsbrevet Vejviseren


Nyeste indlæg

Byens Bevarelse kom ikke af sig selv
Leveret tirsdag d. 22. august
Valentines Day 2017 vindere
Leveret tirsdag d. 14. marts

Nyhedsbreve

Ældre indlæg

Quizzer

Aktuelle ture

Gå på opdagelse i landsbyen, der ligger gemt midt i storbyen. Her oplever du det gamle Valby, fra Tingstedet og Nordisk Film til villaerne ved Søndermarken, og alle de historier der ligger der imellem.

Læs mere …

Leveret s�ndag d. 30. april Mærkater: